Lærer til lærer

Længe leve mangfoldigheden

”Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her…” De strofer fra Gnags’ danmarkssang dukker op, hver gang jeg tænker på hin tirsdag i maj, hvor 33 små 1. klasses elever fik besøg af 23 Dansk Uddannelse 1 kursister.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et anderledes besøg

Eleverne i 1. klasse kan næsten ikke holde de små kroppe i ro af bare spænding. Dagen inden besøget har vi sammensat og øvet et program til vores gæster: Vi skal optræde med vores yndlingssange, synge sammen, stille spørgsmål til hinanden, læse sammen, på tur rundt på skolen og slutteligt hygge og have kaffe og boller. De små har funderet over, hvad man mon kan stille af spørgsmål? Måske kan man spørge: ”Hvor kommer du fra?”” Kan du lide at bo i Danmark?”” Kan du lide fodbold?” ”Hvilket hold er det bedste?” ”Har du børn? Og hvor gamle er de?” ”Hvilke sprog taler du”. Idéerne er mange, og eleverne børnestaver og skriver løs på deres spørgeark. Klasse- og musiklærer Anne-Mette trækker klaveret ind i klassen: ”Nu skal vi øve sangene. I ved, dem I er så gode til. Husk at synge så højt, I kan.” Og eleverne synger af fulde lungers kraft. Vi øver, hvordan vi skal stå – det bliver i midten på en lang række. Vi øver, hvordan vi skal bukke - vi er alle klar til den store optræden tirsdag.

Det er altså for nemt

Små læsebøger bliver delt rundt til alle: ”Jamen, den er da alt for let, jeg kan da læse meget tykkere bøger”, mener flere og giver os himmelvendte øjne. Ved vi da virkelig ikke det? Tænk at vi uddeler alt for tynde og alt for lette læsebøger? Ej helt ærligt. Og så må vi forklare, at mange af vores gæster ikke kan læse så meget og jo faktisk skal have læsehjælp af netop vores seje og dygtige læseelever. Eleverne strutter af stolthed og går straks i gang med at øve oplæsningen for hinanden.

De kommer

Den store dag oprinder - alle elever er mødt i skole. ”De er kommet”, råber Sebastian forpustet og resten af flokken styrter røde i kinderne ind i klassen og stiller op den aftalte række foran klaveret klar til at synge. De står strunk og venter, flere en del generte – ingen fjoller eller skubber til hinanden, da vores gæster træder ind i klassen. Gæsterne eller kursisterne sætter sig rundt omkring i klassen på de opstillede stole, og eleverne betragter dem nysgerrigt. Der bliver sagt goddag og dagens program præsenteres. Vi taler om, at mange af kursisterne kommer fra Syrien, nogle fra Iran, Irak og en håndfuld fra Eritrea. 1. klasse består mest af etnisk danske elever, men der er også en pige fra Eritrea, en pige fra Litauen og en dreng fra Syrien. Lidt sejt er det altså, at de kan tale med nogle af kursisterne på deres modersmål! Forinden har vi i kristendom, da vi hørte om Babelstårnet, talt om, hvor fantastisk det er, at der findes så mange sprog i verden. Vi kom i den time frem til, at vi tilsammen kunne tælle til 10 på 10 forskellige sprog: dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk, portugisisk, litauisk, arabisk, tigrinia og koreansk – det sidste fordi et par drenge går til taekwondo og har lært at tælle der.

Så er der koncert

Eleverne synger først to forårssange, derefter rappes ”Syngebetet”, mens der peges på alfabetet og laves sjove fagter til. Kursisterne klapper og hujer – eleverne tager deres optræden med største alvor og synger af karsken bælg. Alle – selv de elever med myrer i kroppen - er faldet fuldstændigt til ro. Bagefter synger vi sammen ”Mester Jakob”. Eleverne øver tålmodigt med kursisterne, indtil stort set alle forsøger enten at nynne eller at synge med. Faktisk lykkes vi endda med at synge ”Mester Jakob” i kanon. Så er det ”Hoved, skulder, knæ og tå”, som kursisterne kender. Alle må op at stå, bøje ned og op igen. Dog må flere kursister kapitulere efterhånden som sangen bliver skruet op i tempo. Igen klappes og hujes.

Små læsemestre

Næste punkt på programmet er spørgsmål og svar til hinanden. Hver kursist finder sammen med én eller to elever. Nogle er lidt generte i starten og skal skubbes lidt på vej. Andre har fået øje på hinanden og går straks i gang med at snakke. Eleverne finder deres spørgeark og blyanter frem. Der lyder en summen af både små stemmer og voksne, der forsøgte sig på det bedste danske, de kan, der forklares med fagter, skrives, børnestaves, grines og klappes på de små hoveder. Af sig selv finder eleverne deres små læsebøger frem og sidder nu og læser højt og er læselærere for kursisterne: ”Der står p-i-g-e”, mens de med pegefingeren viser hvilket ord, der er tale om og siger stavelserne ganske tydeligt. Andre bytter, så de lader kursisten læse op, men de kyndigt retter på udtalen. Efterhånden som de bliver færdige cirkulerer eleverne rundt, finder en ny kursist, de kan læse for og med.

Her har vi Bo - og han bestemmer

Så skal skolen vises: musiklokalet, madkundskab, håndværk og design, legeområderne, fodboldbanen – ruten er nøje skridtet af dagen forinden. Selv skolelederens rum – ja Bo står pænt og tager imod og byder de mange gæster velkomne, og eleverne er utroligt stolte af sådan at kunne vise rundt på deres sted. Rørende er det at se de små tage ansvar, fortælle med lys i øjnene både med ord og hele kroppen, hvordan deres skole er. Flere af dem går hånd i hånd med deres nye venner.

Så er der kaffe

Kaffetørsten melder sig – i hvert fald hos os lærere – men elever og kursister har knap tid: et par står og bygger LEGO i sfo’en, nogle stykker spiller fodbold på grusbanen, andre er stadig ved at udforske faglokaler og andre spændende steder på skolen. Jeg forsøger at få eleverne til at komme over i personalestuen til kaffe, da Anton lettere bebrejdende konstaterer: ”Jamen, jeg er jo slet ikke færdig med at vise skolen endnu”.

Farvel og på gensyn

Tiden er kommet til, at vi må sige farvel – kursisterne er mætte af indtryk og skal hjem. Vi lover hinanden, at vi da skal ses igen, og der uddeles kram, bliver sagt farvel og vinket. ”Æv, jeg savner dem allerede”, mumler Celina.

Sikke en fantastisk dag – og sikke en øjenåbner for os alle: Hvor er børn dog rummelige, umiddelbare og fordomsfri. Og sikke fantastiske læremestre de er. Tænk hvor ubesværet små elever kan få integrationen til at lykkes!

Da vi senere på ugen arbejder med Egon Mathiesens gamle fortælling fra 1944 om ”Frederik med bilen”, der rejser rundt i hele verden og møder mennesker, der både er hvide, gule, brune, sorte og røde og finder ud af, at selvom vi er forskellige, kan vi godt være gode venner alligevel, siger Emil: ”Det er jo ligesom med vores nye venner”. Så tænker man, at noget er lykkes. Mission completed!

Og heldigvis skal vi se vores nye venner igen - vi skal på genbesøg. Denne gang er programmet sang, kurdisk dans og etnisk mad. Vi glæder os allerede rigtig meget. Og jeg tænker: ”Længe leve mangfoldigheden – og integrationen.”

FAKTA OM BESØGET

  • Kontakten blev skabt, fordi jeg sidste år arbejdede som underviser på netop Sprogcenter Midt i Silkeborg
  • Selvom flere af kursisterne har børn i folkeskolen, er det alligevel svært og abstrakt for kursisterne at forholde sig til, hvad en dansk skole er.
  • Vi tænkte, det kunne være spændende, at kursisterne besøgte en skole, der ikke almindeligvis så så mange ikke-etniske danskere til dagligt, hvilket er tilfældet på Funder Kragelund skoler, afdeling Funder.
  • Vi håbede, at nysgerrigheden og spørgelysten blandt eleverne ville være stor.
  • Vi ønskede at give eleverne en større forståelse for netop mangfoldigheden i vores verden.