De sidste tre uger har jeg stået i et lokale med alt mellem 20 og 40 nydanskere i aldersgruppen 18 til 55 år. Alle sammen har de hver deres historie, som har ført dem til det lokale. En historie, jeg både skal respektere og samtidig ikke lade mig påvirke af. Nogle af dem kan formulere sig på dansk, hvor andre af dem knap kan sige, hvad de hedder. Efter min første dag fandt jeg hurtigt ud af, hvad min kollega også fortalte mig: Dette job kræver, at jeg underviser i, på og med dansk. Jeg erfarede også, at de kompetencer, som læreruddannelsen har givet mig, er lige så brugbare i denne undervisningssituation som i grundskolen. Undervisningsdifferentiering, relationer, anerkendelse og motivation er grundelementerne - om det er en mand fra Syrien på 50 år eller en elev i grundskolen i 6. klasse, så har de begge brug for det hele!

Efter min første dag kom flere op og forsøgte på gebrokkent dansk at fortælle mig, at de forstod mig og havde lært meget. Jeg smilte og fortalte straks mine forældre historien. Begge kiggede på mig og gav mig samme respons: Jamen det er jo dét, du kan! Du er lærer! Det satte sig dybt i mig! Jeg er kun halvvejs på læreruddannelsen, men det er med et smil, at jeg fortsætter! På trods af politiske diskussioner og kritik af læreruddannelsen, så er det blot et enkelt smil i klasseværelset, som er nok til at minde mig om, hvorfor lige netop erhvervet som lærer kan gøre hele forskellen - også helt uventede steder!