Da jeg som flygtningebarn efter ni måneder i en modtageklasse skulle begynde i en ”ægte” dansk klasse, var det med en vis stolthed, nysgerrighed og en smule nervøsitet in mente. I modtageklassen var vi mange etniciteter, det gav en slags tryghed, at man således kunne mødes på kryds og tværs af sprog, nationaliteter, og sågar også kontinenter i den lille skurvogn på sportspladsen, som vi havde fået til rådighed. Man havde fremmedheden og flugten til det nye til fælles. Jeg skulle begynde i 2. klasse på en anden skole. Her var de fleste børn fra et og samme land og havde endda samme modersmål. Det var her, jeg mødte min klasse- og dansklærer for første gang, og de næste fire år af min skolegang skulle ligeledes foregå her. Som tiden gik, kom flere flygtningebørn til klassen.  

Vi var fem drenge med fem forskellige etniske baggrunde i klassen, og vi boede alle fem i et område: Det område, hvor de røde boligblokke skød op - et område, som oprindeligt skulle huse den danske arbejderklasse, og hvor det nu blev beboet af flere med ”sjove” efternavne end efternavne, der slutter på -sen. Der var den ældre fr. Nielsen med sin rollator. Hun gav os en skilling, når vi hjalp hende med indkøbsposerne, og så var der den ensomme hr. Hansen med sin raslende ølpose. Han havde til tider glæden af at være tilskuer og kommentator til vores fodboldkampe på de grønne arealer.  

Min klasselærer var i besiddelse af en verdensomspændende viden og var udstyret med en klog hånd. Man kunne spørge ham om månen og stjernerne, og han ville forklare, hvad den del af universet gik ud på og mere til. Og når vi skulle opføre et af Andersens værker, stod han selv for forfærdigelse af kostumer og kulisser til stykket. Min klasselærer var en sand underviser.  

Drengene fra de røde boligblokke havde et stærkt sammenhold, vi var urørlige - vi forstod hinanden. Denne urørlighed afstedkom megen ballade og oprør i timerne. En dag gik oprøret så langt, at lærerpraktikanten i billedkunsttimen i afmagt over vores manglende imødekommenhed rystede af gråd. Vi hørte ikke til mellem Vorherres bedste børn… Men vi var børn: Børn på identitetsjagt efter et fælles ståsted.

Men sådan var det ikke i klasselærerens timer. Min klasselærer var en stor mand; en konservativ en af slagsen. Hans dybe og bestemte stemme - når oprøret havde fremprovokeret den – kunne frembringe ærefrygt hos os. Pludselig var vi alligevel ikke så urørlige længere. Dog var det mere skuffelsen i stemmen end den høje frekvens, der gjorde mest indtryk. Han var respekteret blandt os drenge. Det var kæft, trit og retning nogle gange. - Jovist. Men der var først og fremmest forståelse og retfærdighed i hans virke. Der var ikke plads til en pædagogisk dovenskab hos ham, som lod os hensætte bagest i klassen, så længe vi passede os selv i stilhed: ”Men de er jo ikke til at styre!” – Nej, det var der ikke tale om, bagest eller forrest i klassen, han så os som de børn, vi nu engang var.  

Vi hvilede i dansktimerne, bølleoptøjer koster kræfter - tværtimod, der var gensidig accept og godtagelse af ro og faglig fordybelse. I Kierkegaards fødeland er det måske velanbragt at anskueliggøre min gamle folkeskolelæreres pædagogiske ånd med et citat af selveste mesteren: ”For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer.” Min klasselærer kunne i modsætning til mange andre se igennem den hovmodige facade. Han kunne se og troede på, at bag æresfølelsen og oprøret gemte der sig et potentiale, som endnu ikke havde givet sig til kende – et potentiale, som krævede pædagogisk foretagsomhed. Sluttelig for at parafrasere, hvad en klog kvinde engang har skrevet: Min klasselærer kunne trods de vilde buske se kimen til de sjældne blomster.  

De taknemligste hilsner til min gamle folkeskolelærer - en tidligere elev.