Anmeldelse
Greb om fagteksterne
Genrepædagogik i lommeformat
Glimrende potentiale! Så kort kan det siges. Denne lille opslagsbog er så meget mere, end den giver sig ud for at være.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Denne bog rummer en komplet guide over forskellige fagtekster, karakteristika, eksemplarisk tekst, nedbrydning og genopdagelse af teksttypernes kendetegn. Sidst, men ikke mindst, finder man instrukser til at skrive en lignende tekst selv. Det falder nemt at arbejde med bogens indhold i forhold til genrepædagogikkens principper, og på dette punkt lever bogen op til formål og målgruppe: En opslagsbog for elever i udskolingen, der skal dygtiggøre sig inden for genrer. Det er nemt og overskueligt.
Fakta:
Titel: Greb om fagteksterne
Forfatter: Lone Skafte Jespersen, Anne Risum Kamp
Pris: 161,25
Sider: 82
Forlag: Alinea
At eleverne skulle sætte sig ned, læse den øvrige del af bogen fra ende til anden og forstå indholdet, vil jeg imidlertid stille stor tvivl omkring. Bogen egner sig nærmere til læreren, der skal planlægge sin undervisning i genrer. Læsestrategier, læseformål, håndtering og kendskab til forskellige illustrationer, notatteknikker og planlægning af skriftligt arbejde er bare nogle af de ting, som bogen tilbyder. Det hele noget, der kan støtte elever til at få mest muligt ud af deres eget potentiale, tekstens potentiale og bevidsthed om selve skriveprocessen. Guiderne er et glimrende supplement til den fagfaglige undervisning. Eleverne lærer, at en tekst ikke bare skal læses – den skal læses på en helt særlig måde.
Lærere bør præsentere "Greb om fagteksterne" for deres elever. Strategier og forslag kan så bruges som støtte til undervisningen og elevens kendskab til genre og teksters potentiale.