Som leder af Center for Børnelitteratur ved Aarhus Universitet ved Nina Christensen, hvad hun skriver om. I sin bog beskriver hun, hvordan barndomsopfattelsen i nyere bøger har bevæget sig mod i stigende grad at se børnene som mere reflekterende og selvstændige, men også mere alene og mindre uskyldige end tidligere. Simpelthen fordi verden omkring dem har forandret sig.

Des­værre ser hun også en tendens til, at forældrene gerne vil fastholde deres børn i en gammeldags barndomsopfattelse ved primært at læse de gammeldags børnebøger. Men med denne bog forsøger Nina Christensen at åbne vore øjne for, at børnelitteratur til alle tider har eksisteret i vidt forskellige genrer, og at børnesynet tilsvarende har ændret sig over tid. Noget af det overraskende i Nina Christensens undersøgelse af oplysningstidens børnelitteratur er, at oplysningstiden var mere end blot oplysning - tiden satte børnene fri som selvstændigt tænkende individer og med bøger skrevet direkte til børn - og at mange af bøgerne havde en overraskende sans for underholdning og æstetik. Det viser sig også, at oplysningstidens børnelitteratur var mange forskellige typer tekster, og at der blev lavet aviser for børn med videnskabelige forklaringer. Hendes projekt har hermed været at finde ud af, hvad oplysningsperspektivet i børnebøger fra omkring 2010 har tilfælles med oplysningstidens børnelitteratur.

Hun fastslår blandt andet, at børn – ligesom voksne – kan udvikle og danne sig selv gennem tekster, hvilket er en tanke, der opstår omkring 1750. Den bagvedliggende idé i at udgive børnebøger på det tidspunkt var, at også børn kan være selvstændige, videbegærlige og måske endda oplyste individer, der er modtagelige for æstetiske udtryk. Dette bryder skarpt med den opfattelse af børnelitteratur, som man siden H.C. Andersens tid har arbejdet for at bevare som det ganske særlige, men i 1700-tallet havde man et langt bredere litteraturbegreb, som blev snævret ind i romantikken. Men i romantikkens opgør med oplysningstidens børnelitteratur mistes blikket for, at den faktisk også havde en meget stærk kunstnerisk dimension: »Men man havde samtidig den forestilling, at barnet skulle dannes gennem viden og erhvervelse af kundskaber. Det skulle både være hjertets og forstandens dannelse«.

Når man i dag taler om den kunstneriske og komplekse børnelitteratur over for den pædagogiske og moraliserende, så stammer det fra dette opgør med et fortegnet billede af oplysningstidens børnelitteratur, og dermed er vi også blinde for, at der er tråde fra oplysningstiden at finde i moderne børnelitteratur, hvor barnet dannes i mødet med både viden og det skønne.

I sin bog kommer Nina Christensen med et foranderligt syn på barndom, at vokse i en foranderlig verden, at overleve og overlevere en barndom, vide- og læselyst samt lærdom og humor. Det er et af hendes mål med bogen, at hun håber på, at vi vil udvide vores forståelse for, hvad børnelitteratur er. Dette kan vi gøre ved at se på tiden før H.C. Andersen med nye øjne, så vi ikke hele tiden skal diskutere, om en børnebog skal være kunstnerisk eller pædagogisk.

Hendes greb i bogen har været at læse 1700-tallets tekster på baggrund af refleksioner over oplysning, dannelse, didaktik, litteratur og barndom i historisk perspektiv. Det er interessant, at vor interesse for fortiden altid har været at forstå nutiden, og sådan er det også med denne bog. Vi bliver bestemt klogere på, hvad der sker i nutidig dansk børnelitteratur, ved at se det gennem Nina Christensens 1700-tals-optik. Oplysningens generelle opfordring til kritisk refleksion og individuel stillingtagen kan gælde i forhold til diskussioner af nutidig børnelitteratur, både hvad børnelitteratur og barndom har været og er på vej til at blive.