"Fjerkongens Rige" er en animationsfilm. Den handler om kanindrengen Johan, der mister sin syge mor, fordi fjerkongen kommer og henter hende og tager hende med til sit rige. Johan og hans far flygter ud i en båd på havet for at gemme sig for fjerkongen. Johan savner sin mor og drager ud (eller rettere ind) i verden for at finde ud af, hvor hun er. Det bliver en lang og farefuld færd, hvor han blandt andet møder den lumske og egenrådige Bill og Skipperen, en langbenet og gråhåret frø. Han møder desuden Mora, der bestemmer det hele, også hvem der må blive i fjerkongens rige. Han finder ud af, at man ikke skal rode med balancen, for så bliver man til ingenting. Johan finder sin mor og gennemgår en udvikling, der gør ham i stand til at forstå lidt mere af det hele, og på bedste Alice i Eventyrland-vis kommer han tilbage gennem hullet mere afklaret og oplyst.

Der er uendelig langt til Disneys pastelfarvede univers i såvel handling som æstetik. Der er igennem hele filmen en stemning af noget fint og alvorligt. Det gælder både den fine lydside og i særdeleshed de meget smukke billeder, som kan minde om både Hayao Miyazakis underfundige og meget udanske univers og tegnefilmens danske godfather Flemming Quist Møllers "Bennys badekar".

"Fjerkongens Rige" er en smuk og klog film, som tager fat i nogle af de helt store spørgsmål. Den handler om tro og sorg.

Det er en film, der kan bruges på mange klassetrin – men den er sørgelig og alvorsfuld og dejligt dvælende ved det, der er vigtigt og svært. Det er en film, der tager sit publikum seriøst, men som også forventer noget – der skal føles og tænkes. Filmen kræver, at man arbejder med indholdet, og den er så insisterende i sit spændende og vidtfavnende billedsprog, at man bør gribe muligheden for at tage fat i nogle af de referencer, den kredser om.

"Fjerkongens Rige" er en film, der har meget på hjerte - den fortjener en plads i den danske moderne folkeskole.