Anmeldelse

Matemystik i laboratoriet

Matematik med gys og mystik

Kun ved at løse utallige gåder af matematisk tilsnit vil det lykkes for læseren at redde de indespærrede og igen slippe ud af det mystiske laboratorium.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det hører nok til sjældenhederne, at anmeldere af fagbøger får fingrene i et skønlitterært værk, og den foreliggende bog er da også ”kun” matematik pakket ind i en historie med et plot i retning af krimi eller måske gyser. Eller er det omvendt? Forlaget omtaler i det mindste den nye udgivelse som ”motiverende for læsere, der har svært ved at komme i gang med den klassiske bog, men som har gode erfaringer med matematik”.

Fakta:

Titel: Matemystik i laboratoriet

Forfatter: Kit A. Rasmussen

Pris: 247,50

Sider: 120

Serie: Læseklub

Forlag: Alinea

Jeg kan ikke helt greje, om citatet bunder i en klassisk opfattelse af ”sproglig” og ”matematisk” som hinandens modsætninger, men lad nu det ligge. Jeg må nemlig benytte mig af lejligheden til – endelig – at kunne beskrive oplevelsen af en rigtig pageturner: Jeg læste bogen i ét stræk og lagde den først fra mig, da den sidste matematikgåde var løst og mysteriet opklaret.

Efterfølgende tænker jeg, at læseren faktisk skal være noget interesseret i og måske også god til faget, hvis netop den tilsigtede motivation skal holde hele vejen. Der er således mange også sværere discipliner i spil fra de fire regningsarter over brøker/procenter/decimaltal til kombinatorik og statistik – toppet med en lille rundvisning i det binære talsystem.

Vistnok til forskel fra andre historier, hvor man også undervejs kan vælge mellem flere handlemuligheder, har "Matemystik i laboratoriet" kun én rigtig vej at gå. Løser du umiddelbart den stillede gåde, følger der på næste opslag gerne en opsummering af, hvad du gjorde eller tænkte rigtigt. Vælger du derimod den forkerte mulighed, vil du få en forklaring på, hvorfor dit ræsonnement eller din udregning ikke holdt – og så kan du fortryde og komme tilbage på rette spor. Den var nok ikke gået i virkeligheden, men det må trods alt styrke den matematiske indlæring hos læseren, i det omfang han eller hun ikke snyder og med det samme kigger på facit.

Nogle af de gåder, man på fortællerens vegne skal løse for at komme levende og helskindet ud af laboratoriet, er måske søgte, i hvert fald ud fra en voksenbetragtning. Den ivrige detektiv vil dog nok se stort på dette, bare den dør kan lukkes op, bare den vifte kan stoppes, bare …

Uden at jeg skal røbe historiens slutning, kan jeg vel godt udtrykke en smule skuffelse over, at vi alligevel ikke ender med det tilbage til naturen-statement, som vi lidt var blevet stillet i udsigt. I den store politiske verden er der ellers mange, der for tiden falder over egne og hinandens ben for at vise, hvor grønne de hver især er.

Men læs – og genlæs, som forlaget også lægger op til. Bliv klogere på matematik, og/eller nyd en god historie.