Eleverne fandt hurtigt en plads i Rådhusets læsesal - på hylder, i vindueskarmene på gulvet og enkelte på stole.

#læsdigfri 4. klasse indtager læsesal med deres bøger

4.v læser på læsesalen på Københavns Rådhus. For lidt siden læste de i Rådhushaven, og en anden dag skal de læse i metroen. Deres lærer Elisabeth Eilschou Holm er nemlig blevet inspireret af forfatter Josefine Ottesens undergrundsbevægelse #læsdigfri, og eleverne elsker den aktivistiske tilgang til læsning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Drengen med fodboldtrøjen, der netop er trådt over tærsklen til Københavns Rådhus’ 118 år gamle læsesal, sender et dramatisk fingerkys op mod de øverste hyldemeter og udbryder:

”Her dufter godt af bøger”.

I hånden har han en graphic novel, og han er på jagt efter det perfekte sted at fordybe sig i den. Både fordi han har lyst, og fordi han er på en mission. Sammen med sine kammerater i 4.v fra Den Classenske Legatskole i København er han nemlig en del af bevægelsen #læsdigfri, som har til formål at vise andre, hvor fedt det er at læse.

Bevares, det er hans dansklærer, der har bestemt, at klassen skulle trave fra skolen over på rådhuset for at læse i solen og samtidig møde både en forfatter og en borgmester. Men samtlige elever ser ud til at være mere end godt tilfredse med beslutningen.

Eleverne finder hurtigt et sted at sætte eller lægge sig og læse.

Du bliver et bedre menneske af at læse

Klassen begynder i Rådhushaven, hvor lærer Elisabeth Eilschou Holm hurtigt har fået båret et par bænke over til en rundkreds, hvor eleverne placerer sig med hver sin bog. I samme øjeblik, de slår numserne i sæderne, begynder de at bladre, men deres lærer beder dem klappe bøgerne i, for først skal de høre to særlige gæster. Den første er forfatter Josefine Ottesen, som samtlige elever allerede ved, hvem er. 

Alle børn havde en historie om læsning at fortælle

Hun har nemlig startet undergrundsbevægelsen #læsdigfri, hvor alle der vil være med, sætter sig på offentlige steder og læser for at inspirere andre til at gøre det samme.

"I stedet for at sidde med øjnene klistret på en skærm, hvor verden flimrer urørligt forbi, sidder vi med en bog i hænderne og giver os hen til fordybelse og meddigtning. Det kan foregå alle steder", lyder det blandt andet i hendes læsemanifest, som hun også har delt som en kronik. 

Skoleleder Lars Rye Vadmand var taget med for at støtte op om læsningen. "Min rolle er at understøtte de gode elever. Vi må ikke lade os begrænse af strukturer og skemaer. Der skal være plads til at gøre sådan noget som det her, for det er det, eleverne husker", siger han.

Den læste lærer Elisabeth Eilschou Holm, og hun blev så inspireret, at hun læste manifestet højt for sin klasse. Derfra har det taget fart, og nu har klassen flere gange været ude at læse offentligt til stor glæde for Josefine Ottesen, som Elisabeth derfor har inviteret i dag. 

"Da jeg var barn, fortalte min mor mig historier, som handlede om tre ting, jeg havde valgt. Min far læste bibelhistorier. Da jeg selv begyndte at læse, kunne jeg selv bestemme alt. Jeg læste og læste, til jeg havde tømt det lokale børnebibliotek, og så fortsatte jeg med voksenafdelingen", fortæller Josefine Ottesen de lyttende børn. 

Du hun selv gik i gang med at skrive bøger, fik hun en ny indsigt. 

"Jeg forstod, at man faktisk bliver et bedre menneske af at læse, for når man læser, sætter man sig ind i andre mennesker, og pludselig forstår man, hvorfor de gør, som de gør. På den måde lærer man, at der er mange måder at være menneske på. Og læser man 100 bøger, så har man levet 100 liv. Derfor vil jeg anbefale jer at blive ved med at læse", siger hun. 

Tag jeres forældre med på biblioteket

Hvert barn får et klistermærke med en tegning af et barn, der læser og teksten #læsdigfri - også børne- og ungeborgmester i København Jacob Næsager, som får den på jakkereversen. 

Han er kommet, fordi han synes, det er uhyre vigtigt at skabe læseglæde, og han vil meget gerne støtte op om et godt læseinitiativ, fortæller han. 

"Jeg har selv en datter på seks år. Hun kan ikke læse endnu, men hun kan bogstaverne, og hun er meget nysgerrig. Så jeg har forklaret hende, at når man kan læse, så kan man selv få svar på alt det, man gerne vil vide fx om regnbuer og enhjørninge". 

Københavns børne- og ungebormester Jacob Næsager havde taget Busters Verden med.

Jacob Næsager har også taget en bog med at læse i. Det er 'Busters Verden', som han selv virkelig godt kan lide. Han fortæller børnene om handlingen, og en af pigerne har både læst den og set den som tv-serie. 

"Jeg håber meget, at I har lyst til at læse bogen, og til at læse andre bøger og besøge vores biblioteker. Og tag gerne jeres forældre med", siger han til eleverne". 

Bøger skal læses til de går fra hinanden 

Der er Pride-fejring i Rådhushaven, så det er ikke supernemt at få ro til at læse der lige den dag. Men inden eleverne fortsætter ind i Rådhusets læsesal for at finde hver sit hjørne, fortæller deres lærer også, hvilken en bog hun har valgt at tage med i dag - den er stor og grå og har ikke tiltrukket sig elevernes opmærksomhed.

Rådhusets udsmykning satte gang i fantasien undervejs

"Jeg ved godt, den ser dødssyg ud, men det er virkelig en bog, jeg føler kærlighed til. Da jeg var barn, elskede jeg Tintin. Jeg ville giftes med ham, når jeg blev voksen, og jeg læste hæfterne, til de gik fra hinanden. Derfor gav mine forældre mig i gave at få dem alle sammen bundet ind. Og det er et af bindene, jeg har med i dag", fortæller hun og stryger ned over bogens forside som var den en blød lille hund.

"Det eneste, jeg fortryder er, at jeg ikke lod mine børn læse i dem. Det vil jeg gøre om, hvis jeg får børnebørn, for bøger skal læses". Hun tager den op til næsen og spørger: "Kender i den her magiske boglugt?". 

"Jaaa!", råber eleverne, og så er det tid til, at de kan siger lidt om, hvordan de har det med bøger. 

En fortæller, at han elsker Tintin. En anden har læst 'Sallys Far'-bøgerne så mange gange, at han kan dem udenad. En tredje hører den samme lydbog om og om igen, fordi den er så god. Og en piger udbryder henført: 

"Jeg lugter altid til en bog, før jeg læser den". 

De små flyers fra Josefine Ottesen kom hurtigt til at fungere som bogmærker