Anmeldelse
Digital læsedidaktik
"Digital læsedidaktik"
Bogen giver masser af god inspiration og kvalificerer underviseren i at arbejde med digitale tekster. Men den kræver til gengæld tid til fordybelse og koncentration, og udbyttet kan formentligt ikke lige omsættes i en kort, skemalagt "udviklingstid" mellem frokost og idræt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
LOL, Wiki, hyperlinks, :) Med digitalisering af tekst åbnes op for nye måder at omgås teksterne på og hermed også nye måder at læse, forstå og anvende de digitale skriverier på. Så hvis du gik og troede, at digital læsning bare var læsning, så bidrager bogen "Digital læsedidaktik" til et nyt perspektiv.
Fakta:
Titel: Digital læsedidaktik
Forfatter: Dorthe Carlsen og Jens Jørgen Hansen
Pris: 249,95
Sider: 238
Forlag: Akademisk Forlag
Lad det være sagt med det samme: Bogen er ikke en lille let inspirationsguide til læreren, der bare lige vil have et hurtigt indblik og nogle små fif til at forberede den næste dansktime. Det er et værk med masser af referencer, figurer i tabeller og en hulens masse fagord, som nok kræver en del opslag i en ordbog. Eksempelvis ”Inden for det sociokulturelle perspektiv repræsenterer Kress en semiotisk position …”. Det kan sikkert skræmme nogen væk, men efterlader så bogen til læsevejlederen, de lærerstuderende, den pædagogiske it-vejleder og dem, som ellers er interesserede i digital dannelse. De kan alle med bogen få idéer til eget arbejde med udvikling af digital læsekompetence.
Bogen er skrevet af forskellige forfattere og opbygget af otte kapitler med hver deres omdrejningspunkt. Kapitlerne kan læses uafhængigt af hinanden. De er hver især beskrevet med et lille forord, som danner en rød tråd gennem læsningen, sammen med en kort afrunding. Desuden er der på akademisk korrekt vis godt med referencer efter hvert kapitel.
Selvom jeg efterhånden har beskæftiget mig en hel del med digitalisering, tekster og medier, så gav bogen mig flere gode aha-oplevelser. Eksempelvis gennem interaktivitetsmodellen, som kort og enkelt viser, hvordan de digitale tekster giver nye muligheder for medskabelse og afkodning, som igen giver læseren en ny læserolle og læsningen nye funktioner.
Igennem bogens kapitler bliver man godt klædt på til at forstå den nye læsekontekst, digitaliseringen sætter læseren i. Man bliver indført i den teoretiske forståelsesramme for en digital læsedidaktik og bliver præsenteret for en række eksempler på metoder til at arbejde kritisk og konstruktivt med digitale tekster i undervisningen. Metoderne eksemplificeres og formidles gennem en række konkrete faglige forløb, og det er meningen, at de kan anvendes i alle skolens fag.
Jeg vil anbefale bogen til alle dem, som er interesserede i at udvikle deres handlerum for undervisning og læring i en verden, som bliver mere og mere præget af digitale tekster og multimodalitet.