Anmeldelse

Gadebørn Strassenkinder

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Gadebørn« henvender sig til de tre ældste klassetrin og sigter mod tværfaglig fordybelse i temaets facetter, men materialet lægger også op til, at de enkelte fag kan tage emnet op, og til, at man kan arbejde projektorienteret.

Del et giver en introduktion ved hjælp af billeder, definitioner og spørgsmål til diskussion, hvor del to blandt andet har et tysk og et dansk afsnit med uddrag af en roman skrevet af et tidligere gadebarn, en novelle og en aviskronik. I sagens natur møder man ikke helt almindelige betragtninger i disse tekster, som givet vil kunne få en del teenagere til at tænke over livet. Et citat fra kronikken viser i al tydelighed, hvad der får en del unge til at melde fra: »En afgørende grund til, at jeg blev en utilpasset punker, var, at jeg syntes, at der var en meget fast og trang ramme for, hvad der var socialt acceptabelt at gøre og være«.

En svag side ved materialet er, at teksterne, som findes indtalt på cden, mister deres appel ved at blive fremført af de samme nydelige, ret enslydende mennesker, der bestemt ikke lyder som nogle, der kunne have de omtalte problemer.

Materialet rummer i øvrigt mange muligheder, og der findes yderligere henvisninger i lærervejledning og på Mols hjemmeside også til nettet. De fleste elever vil kunne engagere sig i dette vedkommende samfundsproblem.