Suzanne Brøgger bor i den gamle landsbyskole i Løve. Den er bygget oven på en tidligere hovedgård, kaldet Sølve. Deraf bogens titel. Hun købte skolen som 25-årig, og "det var huset på dette sted, der gjorde mig til digter".

"Sølve" befinder sig uden for normal genrebetegnelse: Bogen er spredte erindringer og en detaljeret mentalhistorisk skildring af Løve og omegn tilbage gennem 8.000 år.

Indimellem får vi nogle enkeltportrætter, der virkelig vil noget: Profilen af Indre Missions første formand, Vilhelm Beck, en sørgelig mørkemand, der satte så meget had i gang, at hadet er slået tilbage til stifteren og hans mission i flere generationer, giver mange - også aktuelle - associationer! Beck led lidt af det samme som Luther: "Det var fra anus, hans svovlprædikener udgik". Haemorrhoider!

Et kærligt, stærkt portræt giver Suzanne af den alt for tidligt døde journalist og forfatter Karen Dissing (Melega). I det hele taget er Suzanne Brøgger gavmild, når hun inviterer indenfor på Sølve. Hendes nærhed med naboerne og hendes panorama-udblik fra køkkenvinduet i skolen i Løve giver indtryk af en både varm og klog kone.

Det er umuligt at læse bogen i ét hug. Dertil er åndedrættet i bogen alt for koncentreret. Man (jeg) læser de korte, uefterlignelige "Brøg" i efterhånden små, vanedannende portioner - og bagefter har man tydelige abstinenser. Det er svært at forlade "Sølve".

Den må være oplagt som en kollegagave.