Elin Rask er født nytårsaften 1936 og har altså været fire-ni år under den tyske besættelse af Danmark i årene 1940-45. Hendes bog henvender sig til børn i samme aldersgruppe som højtlæsningsbog eller som samtalebog, som forlaget anfører. Elin Rask erindrer sig hverdagsbilleder fra besættelsen. Det kan være mørkelægning, rationeringsmærker, erstatningskaffe, luftalarm, skyderi i gaderne, generalstrejken og befrielsen. Eller familielægen, der er "gået under jorden". En metafor, som den lille pige Elin ikke forstår.

Elin Rask fortæller sanseligt, erindrer sig lugte og lyde. Hun er jeg-fortælleren, der i en slags bevidsthedsstrøm er på dus-fod med læseren eller tilhøreren. Elin Rasks far er ansat ved statsbanerne, og derfor kan familien en sommer leje et af Civiletaternes sommerhuse. Det bliver til en spændende og lidt dramatisk rejse til Kobæk.

Forfatteren har selv klippet de mange farvestrålende papirklip, der illustrerer teksten. Jeg er imidlertid ikke overbevist om, at et mindreårigt barn i alle tilfælde kan identificere billedmotivet. I teksten står eksempelvis: "Benzinen skulle de tyske soldater bruge. I stedet købte bilejere en hest og spændte for bilen, sådan som bageren i Skælskør, der hver eftermiddag bragte frisk brød ud". I det ledsagende papirklip er en hest ikke spændt for en bil, men for en vogn af en slags. Og rytteren har en sløjfe i håret og er vistnok en pige. Men alt i alt er bogen en charmerende fortælling om dengang under krigen.