"101 fortrydelser" er en meget smal film. 101 udtalelser om, hvad man har fortrudt i livet, på bare 60 minutter lyder voldsomt, og når en del af tiden så fyldes af visuelle pausesignaler, bliver der ikke meget plads til mening. Man er noget deprimeret efter en times kiggeri, selvom en fjerdedel faktisk siger, at de ikke er smuttet fra vigtige beslutninger i deres liv. Ellers er det udtalelser om, at man ikke fik uddannelse (tyve procent), ikke gjort op med far, ikke blev gift eller skilt til tiden, ikke fik børn og meget andet. Fint nok, men hvad skal det bruges til?

Jeg gætter på, at filmmagerne har villet vise, at det er vigtigt at handle ud fra det, man føler. Men det er svært på det foreliggende bare lige at slutte modsætningsvis. "75 gamle har kvajet sig og lever med det, så det kan jeg vel også", er den naturlige konklusion. Der mangler noget om en kampgejst, som er den, mange unge mangler i et samfund, som umyndiggør og fritager os for ansvar. 

Måske kan svarene bruges til øvelser i statistik eller til at sige noget om resignation. Målgruppen må være aldersmæssigt langt oppe i årene, for formen er tung, pauseskærmene forstyrrende og baggrundslyden, de samme to toner, der kører monotont i alle 60 minutter - som at høre på vand, der drypper - er næsten ubærlig. Jeg kan ikke se nogen steder, hvor jeg ville bruge denne film til undervisning, måske på nær Filmskolen, uden at jeg dog tør gætte på til hvad.