Anmeldelse

Skoleavisen.com nummer 16: Affald

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med jævne mellemrum udgiver Turbine Forlaget i samarbejde med MetroXpress en skoleavis. Konceptet er efterhånden velkendt, og denne er nummer 16 i rækken. Alle aviser skrives i samarbejde med eksperter inden for det emne, avisen handler om, i dette tilfælde i samarbejde med Århus Miljøcenter. Man bør derfor kunne regne med, at de faktuelle oplysninger er i orden.

Fakta:

Titel: Skoleavisen.com nummer 16: Affald

Type: Diverse

Forlag: MetroXpressTurbine Forlaget

Avisen, som denne gang handler om affald, henvender sig til elever fra mellemtrinnet og opefter og er som i en rigtig avis bygget op af større artikler krydret med faktabokse og en fast frise øverst på siden. Derudover er der et leksikon og forslag til opgaver. Sproget er holdt i en frisk, men seriøs tone, og der er små interview med skoleelever om deres holdning til forskellige af avisens temaer.

I denne avis behandles emner som affaldssortering, genbrug, renovation - hvordan er det at være skraldemand? - og farligt affald. Undervejs får man en hel del tankevækkende oplysninger om, hvor meget vi almindelige danskere bruger og smider væk. Det er derfor også glimrende, at der er en masse gode forslag til, hvordan eleverne (og deres forældre) nemt kan spare på resurserne og genbruge, uden at det kræver de store anstrengelser.

Avisen kommer fint rundt om emnet affald og er oplagt at bruge i forbindelse med emnearbejde på skolen. Der er vist ikke mange skoler, der ikke kunne trænge til lidt ekstra fokus på dette emne.

Avisen er et godt og billigt tilbud - og selv om den selvfølgelig ikke holder så længe som en bog, er den til gengæld aktuel. På www.skoleavisen.dk kan man finde opgaver til temaet samt oplysninger om de andre aviser i serien.