Knut - der i dette tilfælde er en fem- snart seksårig dreng og ikke en isbjørn - er forelsket i sin mor på den nærmest kødelige måde, og moderen lader sig villigt forgude. Det går rigtig godt, indtil en rigtig sailor går i land. Det er nemlig ikke en hvilken som helst sømand, men et subjekt ved navn Daddy.

Knut vil hverken eje eller have sin far, som tager al mors opmærksomhed og lidt til. Men drengens livskloge sentenser, opsnappet og lettere misforstået fra P1, rækker ikke til at skaffe sig af med det indtrængende fænomen, der oven i købet fabler om at gå i land og grundlægge en lillebror. Så her må stærke allierede til; og en sådan byder sig til, såmænd i den lokale park en støvregnsaften.

Men alt har sin pris, og hunden Køter sætter sin: Med lidt uhyggelige taskenspillertricks er det en smal sag at drive Daddy til vanvid og på flugt; men Knut må til gengæld aflevere sin sjæl til det kæderygende møgdyr. Der er ingen vej tilbage, eller er der .?

Bogen spiller veloplagt og mesterligt på dobbelt tiltale. Både oplæseren og lytteren vil formentlig grine og gyse de halvanden hundrede sider igennem, men sikkert ikke altid af det samme. Bent Haller sparer ikke på de svære ord, men det sætter barnelæseren/lytteren på niveau med Knut, der masserer mors mimoser i nakken og hører Stradivarius i radioen. Og forfatteren kan sin Giro 413 fra begyndelsen af tresserne og spreder gavmildt citater ud over siderne. Det er en forrygende velfortalt historie om, hvad der sker, når Ødipus møder doktor Faust - men det kan man vente med at udlægge for børnene, til de bliver lidt ældre.