Anmeldelse

Flugten fra klosteret / Dværgen fra Normandiet

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Slaget ved Hastings i 1066 blev et vendepunkt i Nordeuropas historie. For de normanniske sejrherrer, naturligvis, der kunne tage et nyt, rigt land i besiddelse, og for de besejrede angelsaksere, der måtte se herrefolket flytte ind på deres gårde, mens de selv måtte lade sig udnytte.

Fakta:

Titel: Flugten fra klosteret

Forfatter: Lars-Henrik Olsen

Pris: 199,50 kroner

Sider: 448 sider

Type: Bog

Forlag: Carlsen

Titel: Dværgen fra Normandiet

Forfatter: Lars-Henrik Olsen

Pris: 199,50 kroner

Sider: 360 sider

Type: Bog

Forlag: Carlsen

Til et kloster i Kent ankommer en dværg, der efter ordre fra den nye biskop sætter gang i et ambitiøst broderi. Fire sypiger, heriblandt den tiårige Fifa, udvælges til arbejdet, der trods sin fredelige karakter ikke udspiller sig uden drama. Vi får igennem fortællingen en flot skildring og fortolkning af det lange broderi, der senere skulle blive kendt som Bayeauxtapetet.

Da broderiet er færdigt, er der ikke mere, der kan sikre den relative fred på systuen, og Fifa flygter efter at være blevet genforenet med sine forældre. Som en af den besejrede konges hirdmænd er faderen fredløs, og i andet bind følger vi familiens dramatiske flugt op gennem England, hvor de blandt andet finder et midlertidigt hjem i Sherwoodskoven hos gæt selv hvem.

Bøgerne på tilsammen 800 velresearchede sider er en kraftpræstation, der fortjener stor respekt og mange læsere. Sproget er let flydende nudansk med mange betegnelser og vendinger som effektiv tidskolorit. Det er dog irriterende, at forfatteren ikke kan nære sig for at lave brandere ud af bevidst anvendte anakronistiske ord.

Værket er lovlig langt til oplæsning, men gør man sig den ulejlighed at notere sig stikord til genfortælling af det meste og så læse udvalgte kapitler, har man fundet sig et redskab til at frembringe ører på stilke og hængende kæber i en hvilken som helst klasse på mellemtrinnet.