Anmeldelse

Spring sproget frem

Spring sproget frem

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Denne bog er lavet som en hjælp til alle voksne, der savner ideer til bevægelse med børn og ønsker at styrke børnenes sprog ved hjælp af leg, musik og sansemotorik", skriver forfatteren.

I indledningen redegøres for den grundlæggende betydning, et velfungerende kropsligt bevægelses- og sanseapparat har for et barns udvikling - sprogligt, socialt og kognitivt. De fleste børn udfolder sig gerne kropsligt, og forfatteren har et særligt fokus på de børn, der ikke af sig selv tager initiativer.

De følgende fire afsnit har overskrifterne: "Balance og koordination i krop og sprog", "Krydsbevægelser som afsæt for sproget", "Klap, spring og sprogrytme" og endelig "Stræk og stille stunder". I beskrivelsen af øvelserne redegør forfatteren for, hvilken tanke og idé der ligger bag netop disse bevægelsesmønstre.

Øvelserne er bygget op over sange med aktiviteter, der udfordrer både krop og sprog. Forfatteren kommer med råd og vink til udførelsen. De didaktiske kommentarer er meget konkrete og operationelle, og sammen med de mange herlige fotos af bevægelseslystne børn afspejler de forfatteren som autentisk, troværdig og fagligt velfunderet.

På den medfølgende cd er alle 20 sange indsunget med en tydelig fortællende tekst og gode, varierede, inciterende arrangementer, der understøtter den bevægelsesmæssige idé.

En af forfatterens pointer er, at selv om man som lærer eller pædagog er usikker på sine musikalske evner, skal man ikke afholde sig fra at iværksætte musikalske og bevægelsesmæssige udfoldelser i sin undervisning, for børnene har brug for det. Jeg er enig. Med materialet her er der ingen undskyldning for at lade være.