Når man har en lille fyr i familien, der synes, at skolen er for larmende og utryg, så har man øjeblikkeligt øjne og ører på stilke, når man får norske Gro Dahles ”Grævlingedage” i hænderne. Forfatteren er så god til nænsomt og ordentligt at behandle tunge temaer og svære følelser og har en perlerække af indtrængende og interessante  billedbøger om svære emner bag sig. Illustrationerne til ”Grævlingedage” står datteren Kaia Dahle Nyhus for, og de er holdt i mørkere og mørkere farver, alt som handlingen skrider frem. Samtidig bliver hovedpersonen Pelle mere og mere gennemsigtig, og til sidst bliver han en grævling, der bare tænker på at komme ind i sin hule under sengen.

Ingen forstår ham tilsyneladende, indtil det viser sig, at Pelles far også engang var en grævling. Og så kommer der hul på bylden: Pelle fortæller om gruppearbejde, fritime, vikarer, omklædning, larmen på gangen, råben og skrigen, snakken i munden på hinanden.

”Det er ikke én ting, det er det hele", siger Pelle. Det forstår far, tænk, at far forstår! Det fører til en vigtig snak med skolen, og det har effekt. Pelle finder også frem til sin egen lille oase på (skole)biblioteket, hvor der er ro og orden, og hvor man kan sidde stille og roligt med en bog og møde voksne, man er tryg ved. En vigtig og unik funktion, som skolebiblioteker har haft igennem tiderne, og som man ikke bør give køb på, bare fordi det er blevet moderne tider med læringscentre og deslige.

”Grævlingedage” er en stærk og vigtig billedbog, der vil være god i indskolingen, men også relevant højere oppe i skolesystemet, hvis man har lyst til at arbejde med det psykologiske og billedmæssige.