»Hvis børnene skal lære bogstaver i børnehaveklassen, så skal de også lære at bruge dem. De skal lære at læse og skrive. Hvordan kan man ellers huske 28 underlige tegn med lyde udenad?« spørger Jens Molzen retorisk.

Han er børnehaveklasseleder på Sophien­borgskolen i Hillerød på elvte år og har lige sat 0.a - som nu efter ferien er blevet til 1.a - i gang med at skrive en historie. Parvis styrter elverne hen for at få fat i et billede, der skal være kimen til deres historie, og inden sidste par har fundet deres billede, er de første allerede i gang med at skrive løs.

Alle elever i klassen skal først skrive en historie og dernæst læse den - og det kan de. Det til trods for, at eleverne i 0.a blev præsenteret for det første bogstav i januar. Da havde de forudsætningerne for at lære at læse på plads, forklarer Jens Molzen. Ifølge ham er hemmeligheden bag at bryde læsekoden nemlig, at alle eleverne har de grundlæggende færdigheder klar, inden de går i gang med at lære bogstaverne.

»Det er faktisk helt elementært. Man kan ikke forvente, at et barn med dårlig mundmotorik, der samtidig har svært ved at huske flere lyde efter hinanden, får nemt ved at lære at læse eller skrive et ord, hvor forskellige lyde skal sammensættes«, siger Jens Molzen.

Han mener, at børnene skal lærer én ting ad gangen, indtil den er automatiseret. Først derefter skal man gå videre til noget nyt. På den måde sikrer han, at alle børnene, også de svage, får tid og finder et formål i at lære.

»Når alle i klassen har alle forudsætningerne for at kunne lære at læse klar, så begynder vi på bogstaverne. Godt to måneder efter så læser og skriver alle. Det er så vigtigt, at børnene er klar til at lære«, siger han.

Lærer af succes

To af eleverne i 0.a er Andreas og Mathilde. De har fundet et stort billede af en sort edderkop og er gået i gang med at skrive historien om »Edderkoppen, der døde«. De skiftes til at skrive en side, inden de skal læse historien højt. Ifølge Jens Molzen er det uhyre vigtigt, at alle børnene er med og får en god oplevelse med at skrive og læse.

»Det handler om, at alle skal have succes - hele tiden. Får man anerkendelse og ros, så man virkelig synes, at man kan noget, så går man hjem og giver den en skalle. Man går ikke hjem og øver sig, hvis man ikke har succesoplevelser og får at vide, at man er dårlig. Børnene skal brænde for det«, siger han og uddyber, at børnene godt kan lide at være dygtige. De morer sig, når de kan stoffet.

Andreas og Mathilde har netop sat sidste punktum i deres tre sider lange historie. De er ikke i tvivl om, hvad det bedste ved at kunne læse er.

»Det bedste er, når man kan det hele. Når man øver sig og bliver god til noget, så bliver det rigtig sjovt«, siger Andreas.

Ikke overskud til ikke at lære

En essentiel faktor for at bryde læsekoden er, ifølge Jens Molzen, at læsningen kommer »hjem i hjemmene«. Det er dér, at læring og læsning for alvor rykker.

»Hvis alle forældre læste højt for deres børn hver dag, rimede og ikke bare parkerede deres børn foran fladskærmen, så var mit arbejde slet ikke nødvendigt«, siger han.

Inddragelse af hjemmet er især vigtigt for de lidt svagere elever. Jens Molzen fortæller, hvordan han har hørt mange sige, at underskudsfamilier ikke har overskud til at lære børnene at læse. Det mener han er noget vås.

»Jeg siger, at de ikke har overskud til at lade være med at lære børnene at læse. Tænk på hvor meget det fylder i en velfungerende familie, hvis barnet har svært ved at læse. Tænk så på hvor meget det fylder, hvis det overgår en socialt vanskelig familie. Det er fuldstændig umenneskeligt. Børnene skal netop lære at læse. Det har en positiv virkning på både børn og forældre, der får en succesoplevelse«, siger Jens Molzen.

Derfor slutter han også alle forløb af med en test for at sikre sig, at alle elever har lært det, de skal. Der sidder nemlig både elever, der i deres attitude ligner nogle, der ikke kan finde ud af at læse, men sagtens kan, og elever, der ligner nogle, der kan, uden at have forstået det.

Tag det videre

»Og så faldt edderkoppen ned og døde«. Andreas og Mathilde læser de sidste linjer op af deres historie. Ikke for Jens Molzen, men for deres kommende 1.-klasse-lærer, der deltager flere timer om ugen. Samarbejdet med 1.-klasse-læreren beskriver Jens Molzen som »vanvittig vigtigt«.

»Der er ofte forskellige opfattelser af, hvad man mener, når man siger, at børnene i en børnehaveklasse kan læse og skrive. Når 1.-klasse-læreren ser det med sine egne øjne, får han eller hun den bedste forståelse for, hvad børnene kan, og hvordan vedkommende skal arbejde videre med børnene«, siger han.

»Derudover holder jeg et ofte fem timer langt overleveringsmøde, hvor vi gennemgår, hvad børnene har lært i løbet af året. Og endelig taler den lærer, der overtog min klasse året før, sammen med børnenes kommende 1.-klasse-lærer«, siger Jens Molzen og tilføjer, at den nye og den »gamle« 1.-klasse-lærer ofte bliver enige om ikke at bruge færdige danskstart­bogsystemer. I stedet plukker de det ud,de kan bruge, laver selv noget nyt passende materiale og overtager materialefra den »gamle« lærer.

»Det er vigtigt for mig, at det, jeg har bygget op, fortsætter. Børnene fortjener en god start på skolen. Det er især vigtigt, at de svageste også får en chance og succes«, siger Jens Molzen.