Af regeringens udspil til en ny folkeskolereform, »Gør en god skole bedre - et fagligt løft af folkeskolen«, kan man læse, at regeringen ønsker en forenkling af Fælles Mål, så de bliver nemmere at omsætte til konkrete mål for den enkelte elevs læring. Men hvad vil det egentlig sige?

Hvad er der egentlig galt med Fælles Mål? Der er meget galt. De er på samme tid for abstrakte, for specifikke, for omfangsrige og for fortolkningskrævende. Tag eksempelvis følgende slutmål, der står side om side i Fælles Mål 2009 for dansk: »Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at […] skrive forståeligt, klart og varieret i en form, der passer til genre og situation« og »beherske et sikkert sprog med korrekt stavning og kunne læse korrektur på egne og andres tekster«.

Nye Fælles Mål er klar til politisk diskussion

Rimelige mål, men vanskelige at omsætte, fordi der ikke er en prioritering og nærmere bestemmelse af genrer og situationer. Hvilke genrer er vigtige at arbejde med? I hvilken rækkefølge? I forhold til hvilke kommunikationssituationer? Er korrekt stavning vigtigt på samme målniveau som genre- og situationsforståelse?

Hvordan gradbøjes »bevidsthed«?

Fælles Mål svarer ikke på disse centrale spørgsmål og fungerer derfor ikke hensigtsmæssigt som styringsredskab. Og der er ikke meget hjælp at hente i den progression, der er bygget ind i de enkelte trinmål for elevernes udvikling.

Under området »Det skrevne sprog - læse« skal eleverne for eksempel lære at læse med henholdsvis »begyndende bevidsthed«, »bevidsthed«, »øget bevidsthed« og »høj bevidsthed«.

Hvad er forskellen på bevidsthed og øget bevidsthed? Læreren får ikke hjælp i form af en faglig målestok for, om eleverne udvikler sig. Gradbøjningen af bevidsthed lægger tværtimod op til, at lærerne skal bruge deres mavefornemmelse.

På den baggrund forstår man bedre, at Skolerådets formand Jørgen Søndergaard har efterlyst mere præcise mål. Jørgen Sønder­gaard nævner højdespring som eksempel. Det er ikke nok, at eleverne lærer at springe.

I de nye mål skal der være et minimum for, hvor højt eleverne kan springe (basislæringsmålet), og hvor højt halvdelen af eleverne skal kunne springe (det almene læringsmål), og hvor højt de bedste skal kunne springe.

De kvantitative mål

Forestillingen er, at det kan lade sig gøre at opstille sådanne let forståelige mål inden for alle områder af fagene. Eksemplet tegner et billede af, at man kan kvantificere fagenes indholdsområder og opstille simple færdighedsmål, der ikke er bundet til en meningsgivende kontekst. Hvorfor er det vigtigt at kunne springe højt? Er den kvantitative højde vigtigere end den kvalitative udførelse? Hvad med sportsskader og fornemmelsen for kropslig bevægelse? Der er mange ting, der spiller ind, når man udvikler kompetencer inden for idræt.

Højdespring og tilsvarende forslag til mål fra Skolerådets side er i øvrigt ikke bare tilfældige eksempler, der kan suppleres med andre for at tegne et mere dækkende billede. Tværtimod er det typisk, at man vælger eksempler, hvor det forekommer ligetil at kvantificere og opstille forskellige målniveauer. Hermed skaber man illusion om, at det er muligt og hensigtsmæssigt med en deltaljeret målstyring af fagenes indhold. Men hvad er eksempelvis de kvantitative mål for at »skrive forståeligt, klart og varieret i en form, der passer til genre og situation«?

Et fag er en organisk størrelse

Simple kvantitative mål er lette både at formulere og at undervise efter, men de reducerer fagene til en samling af viden og færdigheder. Og det er et problem.

Et fag er snarere en organisk størrelse, der er bygget op om en kernefaglig praksis med særlige måder at arbejde og erkende på.

En god naturvidenskabsperson kan ikke blot lire formler af sig. Hun ser derimod på verden med et særligt perspektiv - ser verden som et komplekst, men regelfølgende system. Hun anvender, formulerer og afprøver systematiske udsagn og hypoteser. Og hun kritiserer sine egne og andres udsagn. Alt dette gør hun, med henblik på at hun og andre (for eksempel ingeniører og arkitekter) kan ændre og konstruere ting i verden.

Nu skal elever i folkeskolen jo ikke uddannes som videnskabsfolk. De skal dannes. Det betyder, at de skal kunne anvende videnskabelige, håndværksmæssige og kunstneriske tilgange til at kunne handle mere hensigtsmæssigt i deres nuværende og fremtidige liv.

Derfor er det vigtigt, at lærerne har en klar opfattelse af, hvad det er for typer situationer, eleverne forventes at kunne deltage i. De typiske situationer kan anvendes til at give undervisningen en retning, så for eksempel træning af basisfærdigheder får et overordnet mål og sættes ind i en meningsgivende sammenhæng.

Vores forslag er, at læreren og eleverne med de nye Fælles Mål får en angivelse af, hvilke typer situationer de skal kunne håndtere, og i undervisningsvejledningerne får støtte til at se, hvordan disse mål kan nås gennem arbejde med faglige tilgange, metoder og begreber.

Der er altså to veje at gå. Den simple vej med mange og letforståelige mål, som forekommer tillokkende, men som ikke får fat i kernen i det, der skal læres, over for den mere komplicerede vej, hvor lærerne får noget reelt i form af målsituationer at styre efter, og hvor indholdet i fagene bliver noget, eleverne kan bruge til noget nu og i deres fremtid - sådan som folkeskoleloven foreskriver.

Lad os derfor tage os tid til at gennemtænke, afprøve og diskutere, hvad indholdet i fagene skal være. De nye læreplaner får afgørende betydning for, hvordan folkeskolereformen bliver forstået og omsat i praksis.