Lorenz Friis har kørt sin el-scooter ud på fliserne foran glasdøren ind til Richtsens Plejecenter, hvor han bor. Han holder og venter. Spejder ned mod indkørslen. Kommer de mon ikke snart? De nærmer sig, og nu kommer de rundt om hjørnet. 4.b fra Tønder Kommuneskole sætter i løb, og Tobias og Rasmus spurter af sted foran klassekammeraterne med direkte kurs mod den 88-årige Lorenz og kaster sig efter tur om halsen på den gamle mand. Han er deres læseven, og de har ikke set ham i en hel måned.

Siden de begyndte i 3. klasse, har 24 elever én gang hver måned tilbragt en dobbelt dansktime på plejecenteret. De har en fast læseven, som de læser højt for. Det har gjort dem til markant bedre læsere, men også givet dem venner, de ellers aldrig ville have fået i en aldersgruppe, de kun sjældent møder i hverdagen.

Vejleder blev fyr og flamme

Det var plejecenterets aktivitetsmedarbejder Kirsten Winther Sørensen, der åbnede for samarbejdet med skolen, men så snart lærer og læsevejleder Gitte Bønning Kristensen på Tønder Kommuneskole hørte om det, var hun fyr og flamme, for hun havde selv overvejet at finde en gruppe ældre, som hendes klasse kunne læse højt for. Kirsten Winther Sørensen havde gode erfaringer med et tilsvarende samarbejde fra et plejehjem i Klovborg, og hun var meget optaget af de oplevelser, som kontakten til børn gav de gamle.

»Men mit primære mål har hele tiden været at gøre eleverne til rigtig gode læsere«, siger Gitte Bønning Kristensen.

»De læste godt i forvejen, men jeg ville gerne have, at de skulle blive endnu bedre, og vi ved jo, at jo mere man læser, jo bedre bliver man til det«.

Hendes forventninger er blevet opfyldt, og samtidig er eleverne blevet optaget af læsningen på en ny måde. De vælger selv litteraturen og går højt op i at finde bøger, der egner sig til deres læsevenner. De øver sig også i at læse op, så deres tilhørere kan få noget ud af historierne, og de tænker meget over, hvad de gamle vil synes om.

Odysseus med vingummi

Anders og Jonas er venner med Ernst Juhl. Han sidder i sin stol ved vinduet, og de to drenge får sig møvet ned i lænestolene overfor med hver deres cola, som de selv har hentet fra Ernsts køleskab.

Jonas begynder at læse. Det er historien om Odysseus, og kapitlet handler om, hvordan den navnkundige søfarer slipper forbi de lokkende sirener. Det er en svær tekst, og Jonas hakker lidt i det. Odysseus står bundet til masten, og drengene spiser vingummi. Så tager Anders over og læser videre om, hvordan den besnærende Kalypso lokker helten i frivilligt fangenskab på sin ø i syv lange lystfyldte år. Der er et billede af den frodige nymfe i nøgen figur, men det bladrer Anders uanfægtet forbi, og Ernst får det ikke at se.

Et par rum længere nede ad gangen sidder Jaqueline og læser højt for Bothilde Klippert af »Muldvarpen med de blå bukser«, mens kanariefuglen Hansi giver sit kvidrende besyv med.

Der er stor forskel på, hvad børnene vælger at læse for deres venner. Odysseen ligger i den svære ende, selv når den er fortalt for børn. Men klassen kender historien fra en teaterforestilling, og Anders og Jonas er vilde med den. Forhåndskendskabet hjælper dem gennem de svære passager.

Gitte Bønning Kristensen er imponeret over, hvordan højtlæsningen har påvirket eleverne, siden de begyndte med det for et år siden i 3. klasse. De har fået et langt mere bevidst forhold både til teksternes sprog og til indhold.

»De gør sig rigtig mange tanker, og jeg har oplevet en snak om litteratur, som jeg aldrig havde troet mulig i 4. klasse. Vi taler om sprog, stil og genrer i litteraturen på en måde, jeg ikke har oplevet før på det her klassetrin. Men det kommer helt af sig selv, fordi de er så optagede af at finde tekster, der passer til de gamle«, siger hun.

Rikkes læseven er død

En lille time er gået, læsningen er slut, og børnene mødes i spisesalen. De får saftevand, og der er kaffe til de voksne. Nogle af drengene har kastet sig over et spil bordfodbold på gangen. De bevæger sig hjemmevant rundt på plejecenteret, og ingen lader sig mærke med, hvis de er beklemte ved lugten af medicin og gamle mennesker.

Lorenz futter rundt på sin el-scooter og fortæller beredvilligt om, hvor glad han er for »sine børn«. Han har ellers selv ti børnebørn og seks oldebørn, men læsevennerne Tobias og Rasmus har en særlig stjerne hos ham. Han har et billede af dem hængende under uret i sin stue, så han hele tiden kan se dem fra sin stol. Familien har han bag om ryggen.

En spinkel lyshåret pige ser lidt beklemt ud. Rikke er ikke glad i dag. Hun har ikke sin egen læseven for tiden, men følger med veninden Signe ind til hendes. Rikkes læseven, Viola, er nemlig død.

»Viola var meget glad og frisk, og som så gik hen og døde, selv om det jo ikke var noget, hun havde planlagt«, siger Rikke.

»Men hun sagde, jeg skulle komme til hendes begravelse, og det gjorde jeg«.

Det var sørgeligt og ikke spor rart at være til begravelse, men alligevel var Rikke glad for, at hun og hendes mor gik med.

»Der var mange, som kom hen til mig og sagde, at de var glade for, at Viola havde fået den sidste tid med mig, for de kunne mærke på hende, at hun livede op, efter vi var blevet venner«, siger Rikke, der udstråler stolthed i sine øjne, selv om hun er trist.

Breve til de efterladte

Tre læsevenner er døde, i den tid klassen er kommet på Richtsens Plejecenter. Når det sker, ringer Kirsten Winther Sørensen til skolen og orienterer om det. Gitte Bønning Kristensen taler med eleverne i forvejen og skriver også om dødsfaldet til forældrene via forældreintra. Børnene bliver opfordret til at skrive og tegne til de pårørende, og tit får de breve tilbage, hvor de efterladte fortæller, hvor meget den unge læseven har betydet for deres gamle far eller mor. Gitte giver eleverne tid til at arbejde med brevene i dansktimerne, men blander sig ikke i deres formuleringer. Det er deres egne skrivemåder, minder og følelser, som kommer til udtryk.

»Det er meget stærkt og smukt at opleve, hvordan de kan sætte ord på deres sorg og følelser, og det er vigtigt, at man som lærer sætter tid af til det i undervisningen - både brevene og fælles samtale i klassen«.

Hun oplever, at talen om døden bliver vedkommende og meget naturlig, men på den anden side lægger hun ikke skjul på, at det også stiller krav til hende som lærer.

»Det kræver, at jeg ikke selv er bange for at tale om døden, at det er noget, jeg godt tør røre ved. Det kræver også, at jeg giver plads til sorgen«, understreger hun.

Men mest af alt er timerne på plejehjemmet en positiv oplevelse for både børn og gamle. Læsevenskaberne giver grobund for gensidig sympati og respekt. Og så er der det med tiden. Den har de gamle i overflod. Tid til at lytte til både flydende og hakkende oplæsning og til alt, hvad de unge læsevenner fortæller. Tid til at tale og tid til bare at være.

»Det er tankevækkende for os andre voksne, men det er faktisk, hvad eleverne tit fremhæver«, siger Gitte Bønning Kristensen.

»At de gamle har så god tid. De synes, det er lidt som at komme på ferie fra hverdagen i to timer en fredag formiddag om måneden«.

- Eleverne er motiverede for at læse og læser mere. Det gør dem til bedre læsere.

- Eleverne er motiverede for at skabe deres egne tekster.

- Læsningen har et formål. Den er meningsfuld og relevant og et middel til kontakt.

- Snakken om litteratur er vedkommende og opstår spontant.

- Der knyttes personlige bånd mellem børn og ældre, som spreder glæde til begge parter.

- Eleverne får indblik i en anden verden og gør sig tanker om menneskers livsvilkår.

- Døden bliver noget, man taler om og mærker på en naturlig måde.