Det er ikke spor underligt, at de newzealandske elever læser bedre end de danske elever, sådan som den internationale læseundersøgelse viste. For børnene i New Zealand begynder at lære at læse tidligere end de danske børn, de begynder i skole på deres femårsfødselsdag, og de bruger mere tid på læsning i skolen hver dag. Det siger læseforsker fra Danmarks Lærerhøjskole (DLH) i Århus, Erik Håkonsson, der har været to måneder i New Zealand for at studere læseindlæring.

Erik Håkonsson var - sammen med pædagogisk konsulent i læsning ved DLH, Kirsten Kjærsgaard - med den første store gruppe af lærere og pædagoger fra Fuglebjerg Kommune, da de sidste år i februar var i New Zealand. På DLH i Århus arbejder de begge i Forum for Læseforskning, ligesom de arbejder med det treårige udviklingsprojekt om læsning i Århus Kommune.

I efteråret 1997 tog Erik Håkonsson igen til New Zealand for at undersøge, om dét, de havde oplevet første gang, kunne stå for en nærmere analyse. Første besøg foregik udelukkende i landets største by Auckland, men på hans andet besøg i New Zealand har han været rundt på små og store skoler både i by og på land.

- Hvis man undersøger, hvor mange minutter en newzealandsk elev beskæftiger sig med læseaktiviteter hver dag, så tror jeg, det vil blive tre til fem gange mere end en dansk elev. Herhjemme har vi i stedet flere sociale aktiviteter, siger Erik Håkonsson.

- Når man taler om den newzealandske læsemodel, så må man også problematisere den, og det giver ofte usikkerhed hos folk - for er vi nu for eller imod modellen. Nogle tror, vi synes, den newzealandske læsemodel er den rigtige. Det er en fejltagelse. Men der er bestemt kvaliteter at hente i modellen. Vi skal ikke overtage deres læseundervisning, men vi skal se på de elementer i den, der kan bruges. Finde de kvaliteter, der kan oversættes til vores system, reflektere over dem og overveje, om vi skal revidere vores læsemetode.

Skolestruktur bør ændres

Det er muligt som lærer at tage udgangspunkt i den enkelte elev. Det er noget af dét, de newzealandske lærere kan.

- De viser, at det er muligt at praktisere et elevcentreret og egentlig meget individualistisk undervisningssyn. De kan arbejde helhedsorienteret med læsning, så det bliver effektivt, siger Erik Håkonsson.

Den rullende indskoling, hvor eleverne begynder på deres fem års fødselsdag, betyder, at lærerne er nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte barn, fordi de har en begynderklasse, hvor nogle elever har gået i skole i flere måneder, samtidig med at der stadig kommer nye til.

- Det vil være forkert at forklare deres læsesucces med, at børnene er anderledes end her, og at deres samfund er forskelligt fra vores. Der er ingen andre steder end i Danmark, hvor man forklarer sig med 'den nye børnekarakter', siger Erik Håkonsson.

Han har lagt mærke til, at de newzealandske børn opfører sig anderledes i skolen end danske børn, men hvis man sammenligner newzealandske skolebørn med børn i en dansk børnehaveklasse, så er der ingen forskel i opførsel.

Det giver overvejelser om den danske skolestruktur, mener Erik Håkonsson. En dansk lærer skal have godt kendskab til omkring 100 elever, mens en newzealandsk lærer blot skal kende de 30 elever, der er i en klasse.

- Vi kan ikke forlange, at en dansk lærer har et lige så indgående kendskab til den enkelte elev, som en newzealandsk lærer kan have. Det er en svaghed i vores skolestruktur, at en lærer i 1. klasse også har mange andre timer og fag i andre klasser, og at vi stadig i høj grad kører med lektioner på 45 minutter i stedet for længere moduler. Lærerne skal hele tiden holde øje med tiden, afslutte en proces og fare videre til det næste. Men der er også kvaliteter i, at danske lærere kender børnene over en årrække.

- Jeg ved ikke, hvordan vi kan løse problemerne. Men måske kunne man sige, at man som lærer har en 1. klasse i 12 timer om ugen, mens man i de øvrige timer følger en klasse op i et eller flere fag. I hvert fald er den struktur, vi har i børnehaven og børnehaveklassen, bedre, siger Erik Håkonsson.

Lærerens håndværk

I New Zealand kan alle lærere svare på spørgsmålet om, hvordan de lærer et barn at læse. Og alle svar ligner hinanden forbløffende meget.

- Det er ligesom, hvis man spørger en cykelsmed om, hvordan han lapper et dæk.

- Det er karakteristisk, at alle lærere anvender de samme teknikker. For en newzealandsk lærer består friheden i, hvornår hun gør hvad med hvilket barn. Undervisningen har et temmelig ensartet præg, og man kan blive overrasket over, at lærerne ikke bruger dramatiseringer, rollespil eller andet i deres undervisning. Men de anvender kun de metoder, de har lært, siger Erik Håkonsson.

- Til gengæld betragter de undervisningsteknikkerne som et håndværk, og det giver en fagstolthed - en identitet - når man ved, hvad man kan.

- Hvis man spørger en dansk lærer, hvordan hun lærer et barn at læse, eller hvilken metode hun bruger i sin undervisning, medfører det som regel en vis tøven. Jeg har tit været forundret over at møde så mange danske lærere, der finder det uklart, hvilke teknikker de kan, eller som blot henviser til en bog. Og når man ser danske lærere undervise, kan man godt spørge sig selv om, hvad det egentlig er, de har lært.

- Men om de newzealandske lærere er bedre end de danske til at lære børn at læse, ved jeg ikke, for danske lærere er så forskellige.

Erik Håkonsson siger, at han ikke har sympati for den kanonisering af metoden, som de giver sig af med i New Zealand, men at han har stor sympati og respekt for det håndværksmæssige, som lærerne kan.

Gætte- og huskelæse

De newzealandske børn opfatter tidligt sig selv som læsere. Når de er i stand til at gættelæse eller huskelæse en lille bog, betragter de sig som læsere. Erik Håkonsson fortæller, at han bad en dreng på fem år om at læse for ham. Det ville drengen meget gerne. Han havde gået i skole i en måned og fandt en bog, han gerne ville læse. Drengen genfortalte historien, mens hans pegefinger dansede hen over teksten på den rigtige side, men sjældent i nærheden af de rigtige ord.

- Der var ingen tvivl om, at drengen oplevede sig selv som læser, og det betyder noget, tror jeg. Det at sidde med bogen hjalp ham til at huske historien.

I New Zealand taler man omemergent readers,der støtter sig til konteksten, omearly readers,der er begyndt at bruge det grafiske billede, og omfluent readers,der anvender en fornuftig kombination af de nævnte strategier. Man taler om at læse for barnet (readingto), om fælles eller delt læsning (sharedreading), om guidet læsning og om selvstændig læsning.

- De bruger meget gentagelser, læser de samme bøger igen og igen, og de har legitimeret huskelæsningen. I Danmark har vi en angst for huskelæsning og gættelæsning. Det er ikke rigtig læsning, mener vi. Barnet har ikke lært selve det at læse. Men i New Zealand er både huskelæsning og gættelæsning at betragte som læsning, siger Erik Håkonsson.

New zealandske lærere bruger en metode, der bygger på 'læsning på talens grund'. Eleven fortæller læreren en historie, og læreren skriver den ned. Eleven kan se det, han selv har sagt. Nu er det blevet til skrift, der kan læses.

Ifølge Erik Håkonsson er denne metode aldrig blevet særlig udbredt i Danmark, men den eksisterer nogle steder, og denne undervisningsform synes at spille en fremtrædende rolle i mange af de lande, der placerede sig foran Danmark i den internationale læseundersøgelse.

Desuden bruger newzealænderne princippet om 'den nærmeste udviklingszone', som den russiske psykolog, Lev S. Vygotsky, står for. Det betyder dét læringsområde, hvor man ikke selv kan gøre en bestemt ting, men man kan udføre den med støtte. For eksempel at eleven fortæller læreren en historie, som læreren så skriver, mens eleven ser på. Senere vil eleven kunne sige til læreren, at nu skal der skiftes linie eller 'dér står mit navn', og gradvist tager eleven mere over, mens læreren trækker sig ud.

- Det er efter princippet om, at dét, du kan med mig i dag, kan du selv i morgen, siger Erik Håkonsson.

- I New Zealand har de omsat Vygotsky til praksis. Der er naturligvis tale om en fortolkning, men det er en fortolkning, der er nem at forsvare.

Lærer med manual

Forskning er aldrig værdifri, siger Erik Håkonsson. Der vil altid være et værdisæt i forskningen. I New Zealand har man altså valgt en bestemt form for undervisning i læsning. Men det læsesynspunkt, der er dominerende herhjemme, eksisterer som opposition i New Zealand. Dog har det ikke særligt gode vilkår.

Der findes mange bøger om, hvordan man underviser, og flere af dem har nærmest karakter af manualer.

- Læreren kan bruge sådan en bog og gå frem efter anvisninger om, hvad hun skal gøre første dag, anden dag, tredje dag og så videre. Kunne man forestille sig en dansk lærer arbejde sådan, spørger Erik Håkonsson, og han svarer selv.

- Nej. Men kunne man forestille sig, at dét, en dansk lærer gør, altid er bedre?

Erik Håkonsson bemærker, at det newzealandske Undervisningsministerium udgiver nogle ret detaljerede manualer til lærerne, og de er uden opgivelse af forfatteren.

- Der er ingen andre at kritisere end regeringen. Det er svært at omsætte til danske forhold.

- Det er et godt materiale, men som alt andet er det præget af et værdisæt, selv om det fremstilles som værdifrit, siger han.

- Måske kan det være godt for en ny ung lærer at have en manual. Sådan tænkte jeg ikke tidligere, men jeg er blevet mere positivt indstillet over for idéen. Den danske mentalitet er, at selv om man har en manual, så finder man alligevel selv på noget også. Men hvis man gør noget helt andet end det, der står i manualen, kan det blive noget rod. Det er ligesom, hvis man bruger et læsesystem og så springer noget over. Det kræver, at man er meget dygtig. Man skal vide helt præcis, hvad det er, man springer over, for at vide, hvad det er, man mangler, og så erstatte netop dét med noget andet. Det kræver et vist teoretisk fundament at bevæge sig rundt på den måde.

I Danmark har vi en angst for huskelæsning og gættelæsning. Det er ikke rigtig læsning, mener vi. Barnet har ikke lært selve det at læse. Men i New Zealand er både huskelæsning og gættelæsning at betragte som læsning