Anmeldelse
Trappen, der gik ovenpå
Trappen, der gik ovenpå / Kun et gabende sort hul / Fra en anden klode
Systematisk arbejde med faglige begreber og store oplevelser med litteratur er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Faglig systematik kan af eleverne opleves som dræbende kedsommeligt, og i 60'erne og begyndelsen af 70'erne oplevede mange elever en systematisk nykritisk læsning, blandt andet i form af modeller, som en plage. "Hvorfor kan vi ikke bare læse teksterne og have en god oplevelse og så færdig?" På samme måde har mange fået dræbt deres lyst til at læse litteratur ved andre former for systematiske, faglige metoder.
Fakta:
Titel: Trappen, der gik ovenpå
Forfatter: Anna Karlskov Skyggebjerg
Pris: 100 kroner
Sider: 64 sider
Serie: Dansk er ...
Type: Bog
Forlag: Dansklærerforeningen
Titel: Kun et gabende sort hul
Forfatter: Ellen Holmboe og Herdis Toft
ISBN: 978-87-7996-276-7
Pris: 125 kroner
Sider: 84 sider
Serie: Dansk er ...
Type: Bog
Forlag: Dansklærerforeningen
Titel: Fra en anden klode
Forfatter: Ingelise Moos og Karen Vilhelmsen
Serie: Dansk er ...
Type: Bog
Forlag: Dansklærerforeningen
Men i disse bøger er der en fin balance og sammenhæng mellem store æstetiske oplevelser og arbejde med faglige metoder og færdigheder. Grundbogen "Fra en anden klode" indledes med kapitlet "Vores værktøjskasse". Her gennemgås faglige begreber, som eleverne får brug for i resten af bogen, blandt andet genrer, fortællertyper, personernes fremstilling og sproglige nøglebegreber. Det bliver gjort enkelt og levende.
Teksterne er hovedsagelig børnelitteratur, korte historier af høj kvalitet af kendte børnebogsforfattere som Jesper Wung-Sung, Louis Jensen og Peter Mouritzen. Her kommer børnelitteraturen til sin ret som værdifulde tekster, det er spændende at arbejde med i fællesskab. Andre afsnit handler om Peter Mouritzens forfatterskab og om digte. Kanonforfattere hentes også ind på fuldt forsvarlig og lovlig vis, men spiller en beskeden rolle i et kort afsluttende kapitel om tekster fra gamle dage. Grundbegreber og genrer opleves og læres og fungerer derefter som modeller for skriftlige øvelser.
Lærervejledningen indeholder en kort indledning om materialets litteratursyn, om forbindelsen til Fælles Mål og en grundig kapitel for kapitel-vejledning. Til sidst er der kopisider med opgaver og tekster, som jeg finder overflødige.
Systemet består af en mosaik af bøger, der belyser forskellige sider af faget. Til denne mosaik hører "Trappen, der gik ovenpå", en bog til forfatterskabslæsning om forfatteren Hanne Kvists liv og forfatterskab. Magi og virkelighed er et gennemgående perspektiv i teksteksemplerne: fantastiske fortællinger spændende fra realistiske historier med få magiske træk til fortællinger, der begynder i et realistisk univers, men ender i en helt fantastisk eller eventyrlig verden.
"Kun et gabende sort hul" handler om gyserhistorier. Eleverne oplever og lærer, hvordan en spændende historie kan bygges op og fortælles.
Bøgerne er skrevet af forskellige forfattere, og i nogle få tilfælde burde definitionen af faglige begreber koordineres bedre. I systemets tekstmosaik for 5.-6. klasse mangler en bog om den stærkt forsømte sagprosalæsning, elektroniske medier, billedmedier, om sprog og om tekster til periodelæsning. Så dansklæreren må supplere med andre materialer til disse områder.
Til litteraturundervisning er de tre bøger imidlertid særdeles velegnede. De er af høj faglig kvalitet, de er spændende, de er sprælske, de tager børnelitteraturen og børnene alvorligt og lever fuldt ud op til intentionerne om, at dansk skal være et dannelsesfag, der også handler om store eksistentielle problemer.