Forskningschef på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole Thomas Illum husker det endnu. Hvor svært det var ikke at grine og dele lille Virgils udfordringer med alle de andre i klassen, når han blev grebet af det sære univers mellem tre drenge og en drage. Han havde lov til at læse, hvis han var stille. Det var svært.

Den frydefulde følelse, som læsning kan give, har i mange år været presset af fokus på fakta og målstyring i klasseværelserne. I sin nye bog »Kunsten at læse« overvejer han, om det mon er derfor, danskundervisning let bliver kedelig. Han tror på, at der er en åbning for, at lærerne kan lade den skønlitterære læsning engagere eleverne ved at bruge mere energi på æstetik, rytme og stemning og mindre på grammatik og analyse.

Anmeldelse: Lad os få litteraturundervisningen tilbage

Hvorfor synes du, at danskundervisning er kedelig?

»Nu vinkler du mit budskab lidt skarpt, men jeg mener, at der er grund til at være kritisk. Det handler om, at der har været for meget fokus på bestemte formelle og målbare sider af faget - for eksempel afkodning, grammatik, læsetempo og genreundervisning. Det gælder også læreruddannelsen, hvor der er blevet mindre tid til at arbejde i dybden med litteratur. Problemet er, at der er kommet et alt for teknisk og detailorienteret fokus på regler og principper frem for en æstetisk og helhedsorienteret tilgang, hvor eleverne selv kan arbejde skabende og undersøgende«.

I bogen skriver du, at læsning og skrivning alt for ofte bliver reduceret til udfyldningsopgaver. Hvad kan lærerne gøre for at flytte fokus?

»De kan gøre noget på flere niveauer. Men det er blevet sværere efter folkeskolereformen. Lærerne har mindre tid til forberedelse og faglig udvikling. Alting var dog ikke idyl førhen. Der var også mange udfyldningsopgaver. Men målstyring, digitalisering, testkultur og afgangsprøver har ændret vilkårene. Fagportalernes masseproduktion af forløb. Rigid brug af læreplanerne. Skoleforvaltningers krav om test og læringsmåling. Mange lærere oplever med god grund, at det ikke er legitimt at fokusere på æstetik og oplevelse. Derfor er det vigtigt at have et stærkt fagligt fællesskab på skolen. Dansklærerne skal arbejde sammen om de væsentlige spørgsmål. Hvordan tolker jeg læreplanen, så dansk bliver interessant for mine elever? Hvordan får vi adgang til den fantastiske litteratur, der bliver skrevet til børn og unge? Hvor finder vi inspirerende materialer?«

Hvordan kan lærerne vække interessen hos selv den mest bogforskrækkede dreng på bagerste række?

»Udvikling af interesse kræver tid og alsidighed. Mødet med litteratur må gerne have en chokeffekt. Det handler ikke altid om at møde eleverne, hvor de er. Nogle gange skal de udfordres. Indkulturering i faget er afgørende. Hvis man tidligt lærer, at det handler om, hvor mange ord man kan forklare, og hvor hurtigt man kan læse, så bliver det et 100-meterløb at læse litteratur. Vi bliver nødt til at vende det om, så litteratur i sig selv kan være udgangspunktet. Vi skal have fokus på den oplevede kvalitet frem for den målte kvalitet. Men det er ufatteligt vanskeligt, når der er så stor forskel på eleverne. Manglende motivation, afkodningsproblemer og læsevanskeligheder er også en del af litteraturundervisningen. Den gode langsomhed er afgørende. Vi skal sætte tempoet ned, så eleverne får tid til at sætte ord på deres egne følelser og oplevelser, danne sig billeder, leve sig ind i det fiktive univers, lytte aktivt til andre og deltage i fælles samtaler om litteratur. Der er mange små greb, der gør en forskel i praksis. Det er vigtigere at udvikle interesse end at nå det hele«.

Dansklærer:  Én bog kan knække koden til læselysten

Hvordan gør læreren litteraturlæsningen »lækker«?

»Læreren er kulturbærer. Derfor er lærerens engagement og forhold til fortolkningsåbenhed afgørende. Æstetiske anslag, appetitvækkere og stemningsskabere er afgørende. Der skal ikke være for langt tilløb med formidling og forklaringer, inden eleverne møder det mærkværdige og fremmedartede. Eleverne skal overraskes, udfordres og pirres med finurlig sprogbrug, gribende tekster og plottvist. Det kræver ikke mere end tre til fem linjers litterær sprogbrug at igangsætte en mikroundersøgelse af for eksempel et sprogligt billede, der har en åben karakter. Det springende punkt er at få skabt et fortolkningsfællesskab, hvor både lærere og elever kan tænke højt og sætte ord på umiddelbare følelser og respons, så det bliver helt konkret, at erfaringer med litteratur har en eksperimenterende og fortolkningsåben karakter«.

Du stiller selv spørgsmålet, om god læseundervisning kan måles. Du er selv forsker. Kan din forskning give lærerne et sikkert grundlag at handle ud fra?

»Der findes ikke et sikkert grundlag at handle ud fra, når man underviser. Forskning kan være med til at informere og bidrage til et oplyst grundlag. Men der gives ingen sikkerhed. Det er farligt at tro sig sikker, for så mister man den åbenhed og dynamik, der skal være i mødet med elever. Men ja - vi kan godt måle træk ved undervisningen, men det er ikke ensbetydende med, at vi kan lave en handleanvisning. Vi kan komme med kvalificerede bud og eksempler, men vi hverken kan eller skal forsøge at erstatte lærernes kritiske sans og dømmekraft«.

Du skriver i bogen, at vi ikke kan erstatte didaktisk dømmekraft med datadrevne skoler og evidensbaserede opskrifter på god undervisning. Har vi gjort det?

»Der har været en udpræget tendens i kommunerne til at fokusere på opskrifter på god undervisning. Eksempelvis har mange brugt John Hattie. Det er problematisk. Han leverer abstrakte bud på påvirkningsfaktorer, som ikke i sig selv giver bedre undervisning. Dygtige lærere kan selvfølgelig godt diskutere John Hattie, men de skal modstå presset fra de konsulenter og forvaltninger, der vil sikre kvaliteten med entydig evidens, klare mål og handleanvisninger. På samme måde kan data fra lærings- og trivselsmålinger i sig selv heller ikke give svaret på, hvor vi skal hen. Tværtimod risikerer de at give et skævt udgangspunkt for den pædagogiske diskussion, fordi de ikke er velegnede til formålet. Det er lidt ligesom at spille klaver med boksehandsker på«.

Du skriver, at mange lærere ikke føler, at der har været plads til at arbejde med dannelse og oplevelse i læsning i mange år. Hvorfor tror du, at der bliver rum for det nu?

»Projektet Kvalitet i dansk og matematik gav rum for det. Vi har til gode at se, at der er tale om en generel tendens, der for alvor slår igennem. Men jeg tror, at både ministeriet og kommunerne har indset, at der er kommet en metaltræthed, fordi man har kørt for hårdt på med målstyring. En del kommuner har allerede blødt op. Der er sket en opbremsning af den meget hårde styring«.

Hvis du med den viden, du har i dag, kunne give dig selv som syvårig begejstret læser af Ole Lund Kirkegaards bøger et godt læseråd, hvad skulle det så være?

»Jeg ville sige, at jeg skulle holde fast i mig selv og min egen oplevelse og mine egne interesser«.