»Ondskaben«. Jan Guillous barske selvbiografiske bog, som ender med hævn, har gjort det flere gange. Tippet en 10.-klasseelevs læselyst, så han eller hun pludselig oplever, at ikke bare denne bog, men bøger, generelt har noget at tilbyde.

Anette Vestergaard Søberg har arbejdet som dansklærer på en friskole i 14 år og været pædagogisk konsulent i dansk ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense i ti år. Hun har flere gange oplevet, at en enkelt bog knækker koden til læselysten hos en elev. Hun har læst Thomas Illums nye bog »Kunsten at læse«, og hun synes, at bogen lykkes »tæskegodt« af flere grunde:

»Thomas Illum har et kæmpe repertoire. Han kan skrive meget kompliceret og akademisk, men her giver han af sig selv som læser. Det smitter ind i mit dansklærerhjerte. Han genvækker grundideen i at undervise med litteraturen. Litteraturen har en særlig plads i danskfaget. Den skal have et rum, som er en balance mellem det undersøgelses- og oplevelsesorienterede og det mere normative analytiske, som peger hen mod en prøve. Han vil gerne have, at vi har den personlige oplevelse og det undersøgende med. Det inspirerer til, at vi rækker tilbage og husker, hvorfor vi selv er læsere, og hvorfor vi ønsker for vores elever, at de skal blive læsere«, siger hun.

Bogen kastede hende tilbage til oplevelsen af det første læste ord.

»Fru Brandt, som fik min venstre hånd til goddag på første skoledag, fordi den røde skoletaske var i min hårdt sammenpressede højre hånd. Fru Brandt, som samme dag gav os et kopiark med en tegning af en vaffelis, der skulle farvelægges, og de to bogstaver IS. Og så fik vi en is. Isens sødme, solskinnet, spændingen - alt gjorde, at jeg aldrig tror, 1.a glemte de to første bogstaver. IS«.

Lystlæsningens trange kår

Hun har ofte oplevet elever, for hvem det at læse udelukkende er en skoleøvelse.

»Vi går nogle gange for meget op i at få lavet alle mulige litteraturdidaktiske armbøjninger, som handler om personkarakteristik, berettermodel, analyse. Thomas Illum siger, at han læser for at blive en anden. Læsning giver et grundmenneskeligt potentiale for at blive en anden. Man kan spejle sig og blive rykket en lille millimeter et andet sted hen«.

Hun har oplevet glæden ved at se en elev knække koden for læselyst. Men hun er stadig udfordret.

»Hvordan omsætter vi det her til praksis?« spørger hun og peger på, at Thomas Illum mener, at man skal præsentere børnene for god anderledes litteratur. »Men vi skal finde den litteratur, som vi tror på lige præcis rammer det her barn. Det kalder på en enorm differentiering, som jeg er i tvivl om, hvordan vi gør i praksis. Hvis vi skal opgive to romaner til prøven i 9. klasse, hvordan finder man så den bog, som rammer både den kvikke gymnasiepige og andre elever, der slet ikke bliver grebet af bogen. Hvordan kan litteraturen blive en oplevelsesrejse, hvis vi alle skal læse den samme bog?«

Anette Vestergaard har været på inspirationstur i Ontario i Canada. Her spurgte de canadiske kolleger, hvorfor man i Danmark læser så mange romaner hele klassen sammen.

»Det gør vi, fordi vi tror på det fælles fortolkningsrum som det, der beriger, og som man lærer noget vigtigt af. Men hvor mange skal man være for at få en fælles oplevelse? lød næste spørgsmål. Kunne man ikke være fem? Når jeg foreslår det til lærerne, så tænker de, at det er godt nok en stor forberedelsesbyrde. Der er nogle konflikter, i forhold til hvordan det skal operationaliseres«.

Forsker til lærere: Dyrk kunsten at læse

Anerkend forståelsesmestring

Anette Vestergaard Søberg tror, at det er rigtig svært at motivere med pres i stedet for lyst.

»Vi skal læse den her bog, som vi skal opgive til prøven. Det er ikke nær så motiverende, som hvis man kommer med en bog og siger: Jeg tror, den er noget for dig. Det handler om Zlatan og hele hans liv, før han blev professionel fodboldspiller«, forklarer hun. »Man bliver nødt til at hæfte sig ved, hvor elevernes næste udviklingszone er. Der er noget med mestringen, man bliver nødt til at være opmærksom på som lærer. Kan man skabe en situation, hvor eleven forstår bogen og får lyst til at undersøge, hvad den handler om, og klassekammeraterne forstår interessen, og læreren nikker, så er man på rette vej. Det er vigtigt at anerkende den personlige forståelsesmestring«.

Men lærerne kan ikke have overblikket over al litteratur.

»Det er megasvært at få overblik som lærer. Jeg har som konsulent på Center for Undervisningsmidler givet en elev en bog, som jeg ikke selv har læst, og spurgt, om eleven vil se, om den duer. Så giver eleven en vurdering af bogen, som er meget værdifuld for mig. Men man bliver nødt til at bruge sin PLC-medarbejder, som ofte har et langt større overblik over børne- og ungdomslitteraturen«.

Lærerens læselyst

Thomas Illums bog vækkede på ny lysten til at læse for Anette Vestergaard Søberg.

»Han gør det genialt i den her bog. Han giver så meget af sig selv, at man kommer til at spejle sine egne læseoplevelser. Han vækker en litteraturenergi. Man kommer selv i tanke om, hvad man læste som barn. Man får fat i sin urkilde for læsning«.

Anmeldelse: Lad os få litteraturundervisningen tilbage

Hun tror, at lærere vil få meget ud af at læse bogen.

»Der er mange lærere, der gerne vil have en how to-bog. De kan helt naturligt godt lide at få at vide, hvad de skal gøre i tredje lektion i morgen. Den her bog taler mere ind i at få ens litteraturdidaktiske grundtænkning på plads. Men får fyldt på i forhold til litteraturdidaktiske værdier. Det er et rigtig godt afsæt til at forfølge nogle af de opgaver, man kan finde. Det giver en optik til at kaste et blik på fagportalerne og se på, hvilken litteraturdidaktisk tænkning der ligger bag. Som lærer stopper man op og tænker: Er det egentlig det, jeg vil, hvis jeg tror på, at eleverne skal have en undersøgende tilgang, eller skal jeg redidaktisere, så elevernes undersøgende tilgang også får en plads?«