Anmeldelse
Gys!
Gys!
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skærmen er tåget. Så er stilen lagt. Vi indhylles i noget, der gør os nysgerrige og får os til at krumme en lille smule tæer. "Gys!" er et interaktivt webmateriale til undervisning på mellemtrinnet baseret på tre danske gyserfilm, som ligger på Filmstriben.dk. Filmene, der refereres til, er kortfilmene "Buldermanden", "Uhyret" og "Aqualorius".
Fakta:
Titel: Gys!
Pris: Gratis
Type: Internet
Forlag: Det Danske Filminstitut
Det er oplagt at bruge materialet i dansk og kan også bruges til at arbejde med problemstillinger som mobning, tab eller jalousi. "Gys!" er organiseret omkring syv delopgaver, som læreren kan følge kontinuerligt eller tage udpluk fra til et undervisningsforløb i gysergenren.
Opgaverne handler om kamera og synsvinkel, klipning, lyd, suspense og chok, modsætningspar og billedbeskæring. Eleverne får på denne måde redskaber til at forstå og analysere gysere i forhold til de særlige dramaturgiske og fortælletekniske virkemidler, som karakteriserer genren, og der lægges således op til den begyndende analytiske forståelse, som er et af trinmålene efter 6. klasse i Fælles Mål.
Materialet er meget appetitvækkende, og man sidder og tænker: "Bare jeg selv havde lært dramaturgi på denne måde". Læringen bliver en leg, og begreber, som ellers kan trække tænder ud og være svære at forstå, bliver illustreret i passende doser lyd, billede og tekst.
Sanserne åbnes, så vi kan nærme os det egentlige: elevernes egne fortolkningsforslag. Opgaverne gør det overskueligt at forholde sig til kompleksiteten i det filmiske, idet hjemmesiden er bygget op, således at eleven både kan afspille en filmsekvens og skrive i et tekstfelt på samme tid. Gem, hent og print gør det muligt at arbejde med forløbet over tid.