"Lykke-Per" i læseletudgave - er det ikke helligbrøde? Nobelpristageren Henrik Pontoppidans roman ligger foran mig. Den ældre udgave læderindbunden med guldsnit fra Gyldendal 1949. Første del er på 313 tætskrevne sider. Typografien er god, men navneord er skrevet med stort, og flere ord og vendinger klinger gammeldags. Ved siden af ligger den bearbejdede udgave på 147 sider med en åben og letlæselig typografi.

Indledningen, der beskriver den strenge fader og forholdene i præstegården, fylder seks sider hos Pontoppidan og en halv side i den nye udgave. Pontoppidans tekst har femten kapitler, i læseletudgaven er der 22 kapitler, der alle har en overskrift. Bogen indledes med en fortegnelse over personer og en indholdsfortegnelse.

I den bearbejdede udgave skildres Lykke-Pers barndom og studietid i København. Alle væsentlige begivenheder er med, Lykke-Pers frigørelse fra barndomshjemmet, hans opgør med religion, studier til ingeniør, arbejdet med et drømmeprojekt, venskaber, forelskelser og rejser. Især skildringen af faderens dødsleje er smuk. Her holder Kirsten Andersen sig tæt til Pontoppidan. Det gør hun i øvrigt hele vejen, det er stramninger og en sproglig bearbejdelse, der gør bogen lettilgængelig.

Alt i alt må jeg sige, at en vanskelig opgave er løst meget fint. Selv vil jeg foretrække originaludgaven, men med denne lette udgave bliver et stort værk tilgængeligt for mange, der ellers aldrig ville have givet sig i kast med det. Bogen er god - også i denne bearbejdede udgave. Den vil kunne læses i overbygningen og af unge og voksne med og uden læseproblemer.