Skolen må afgive sit monopol på den første læsetilegnelse, og det danske samfund må gøre op med den danske vanetænkning, at børn først skal lære at læse, når de er syv år. Vi skal bort fra berøringsangsten over for skriftsproget, og ord og bogstaver skal ind som visuelle gestalter i børneværelser, vuggestuer og børnehaver.

Siger cand.pæd. Kjeld Kjertmann, Danmarks Lærerhøjskole, som forleden forsvarede sin ph.d.-afhandling om 'Skriftsprog og skolestart' på Danmarks Lærerhøjskole. Kjeld Kjertmann giver et vægtigt dansk bidrag til den internationale forskning i 'emergent literacy' (førkonventionel læsning eller førskolelæsning), der kan ses som et alternativ til den traditionelle læseundervisning: nemlig at introducere skriftsproget for småbørn i hjemmet og i daginstitutionerne, således at barnet tidligt kan udnytte skriftsproget som et kommunikativt og erkendelsesmæssigt redskab.

'Ikke for at Danmark skal score højt i den næste internationale undersøgelse, men fordi det på både kort og lang sigt er af betydning for den enkelte og for samfundet', som Kjertmann udtrykker det.

Førskolelæsning i form af legelæsning og legeskrivning foregår i mange kommuner i dag, uden at man har vidst i detaljer, hvad dette betyder for børnenes læseudvikling. Kjeld Kjertmann har derfor stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan påvirker en aktiv skriftsprogsstimulering før skolestarten den efterfølgende læse- og skriveudvikling? Og hvilke pædagogiske initiativer peger resultaterne på?

Skriften er et levende sprog

Er der ingen nedre grænse for, hvornår børn kan lære at læse?

'Det er der da. Den absolutte nedre grænse i forhold til hjernens udvikling - det neurofysiologiske - og til barnets kognitive udvikling er det vendepunkt, som sker i sprogudviklingen, når barnet er seks-otte måneder gammelt, hvor det begynder at inddrage omverdenen i sin kommunikation med moderen. Det vil sige, når barnet har nået det udviklingsstadium, hvor det for eksempel begynder at pege på en ting, som moderen derefter benævner sprogligt: Ja, det er en fugl!

På det tidspunkt kan barnet lære et andet sprog end modersmålet - det være sig et auditivt sprog som talesproget eller et visuelt sprog som skriftsproget', siger Kjeld Kjertmann.

'Sjovt nok ved vi jo alle sammen, at der er børn, der vokser op i flersprogede miljøer og med lethed tilegner sig op til flere sprog. Men her i Grundtvigs fædreland sidder vi fast i den opfattelse, at skriften er et dødt sprog, mens det talte sprog er levende. Til forskel fra vores nabolande Sverige, Norge og Finland nedprioriterer vi skriftsproget over for førskolebarnet og overlader læsning til eksperterne i skolen. Vi ser et modsætningsforhold mellem harmonisk barndom og det skrevne sprog og holder skriftsproget ude fra de miljøer, hvor børn færdes. Det er påfaldende, så skriftfattig en vuggestue er i forhold til det virkelige liv ude på gaden, hvor blikket møder skilte og reklamer overalt'.

'I Danmark har vi lært at bruge talesproget som indgang til skriften, idet vi mener, at først i syvårsalderen har børn de sproglige og kognitive forudsætninger for at tilegne sig skriftsproget', siger Kjeld Kjertmann.

Hans tese er, at hvis vi tydeliggør skriften på samme måde som talen, når børnene er små, og bruger babyskrift, ligesom vi taler babysprog, kan vi ad naturlig vej lede børnene frem til en forståelse af skriftsproget. Det kan ske ved at bruge ordkort, hvor man med tydelige bogstaver skriver og samtidig udtaler ordene for personer eller ting, der har barnets interesse i den aktuelle situation, og på den måde forbinder barnets omverden med det skrevne sprog.

De første pejlepunkter

Eller som Kjeld Kjertmann skriver det i sin afhandling:

'Frem for kun at bruge talesproget som indgang til skriften, kan man med fordel tænke den omvendte vej og bevidst bruge det skrevne ord som et visuelt tegn, der kan formidle forbindelsen mellem talesproget og barnets bevidsthed ved at rette opmærksomheden mod størrelser i det talte sprog'.

'Denne spændende mulighed så jeg praktiseret under mit studiebesøg i Öjaby daghem, hvor jeg flere gange hørte børn standse op midt i en samtale med en voksen og kommentere et ord, den voksne lige havde sagt: Åh, dér sagde du och, det har jeg også i min ordkasse!'

'Pointen er, at hvis det lille barn, længe inden det kan læse og skrive, får nogle visuelle holdepunkter i sproget i form af ordkort, vil disse betydningsmættede, visuelle gestalter kunne blive barnets første pejlepunkter i den sproglige verden, når det legelæser eller legeskriver eller taler med en voksen om sproget. Herved opbygger barnet en fonologisk og grafisk opmærksomhed og begynder at udnytte den trykte tekst'.

Små børns evne til at udnytte deres visuelle perceptionskapacitet er slet ikke udnyttet i forhold til skriftsproget, mener Kjeld Kjertmann:

'Mit ærinde er at påpege, at muligheden er der. Derfor er der tale om ren ideologi i de tilfælde, hvor vi holder småbørn borte fra skriftsproget helt frem til skolealderen'.

'Når mange teoretikere afviser småbørns globale læsning med, at de jo ikke kan læse, overser de det faktum, at læsningen kan antage mange stadier. Ligesom en gartner ikke venter med at kalde et æble for et æble, indtil det er modent, så er der også tale om læsning, selvom det er læsning på sit indledende stadium. Det starter med de førkonventionelle læsehandlinger, som består i genkendelsen af symboler og går over flere overgangsfaser med legelæsning og legeskrivning og gætterier, indtil det ender med den fuldt udviklede læsning'.

Ikke tale om terperi

Kjeld Kjertmann er kritisk over for den sproglige opmærksomhed i børnehaveklassen og den traditionelle kodebaserede læsemetode.

Problemet er, ifølge Kjertmann, at den typiske begynderundervisning adskiller teknik fra indhold: For når omdrejningspunktet i læseindlæring er bogstav-lydkorrespondancen, vil denne komplicerede proces fastholde mange børns opmærksomhed, så de glemmer indholdet. Måske er det derfor, at nogle børn får funktionelle læsevanskeligheder og ikke når at læse Pippi Langstrømpe, før de dropper bøgerne.

Kjeld Kjertmann understreger, at han ikke er ude på, at vi skal terpe læsning med børn.

'Men vi skal integrere skriften på en meningsfuld og naturlig måde i barnets omgivelser: Ikke sådan at vore hjem eller daginstitutioner skal plastres til med skilte som en anden Superbrugs ved juletid, men ved at vi lader skriftsproget få en naturlig plads i forhold til barnet. Som når far og Peter har fået lyst til en is, og de er spændte på, om der er lukket i iskiosken: Se, der står, at kiosken er åben, siger far og peger på skiltet i læseretningen. Næste gang vil lille Peter være opmærksom på skiltet og spørge, om iskiosken er åben, og han er godt i gang med det indledende læsestadium.

En kursusdeltager fortalte en dag Kjeld Kjertmann, at hun havde været på køretur med sit halvandet år gamle barnebarn, som pludselig havde peget på et Danica-skilt og sagt 'Se, der er vejret!' Han havde sammenkædet det visuelle symbol for Danica med lyden af ordet vejret fra tv.

Kritikere af førkonventionel læsning sætter spørgsmålstegn ved, om det et-femårige barn nu også er i stand til at forstå forholdet mellem helhed og dele i et givent ord. Men her svarer Kjeld Kjertmann, at: Når man har set børn fra et-to år eksperimentere med deres ordkort ved at sammenligne dem med andre og herigennem gøre iagttagelser og drage slutninger om sammenhængen mellem betydning og ændringer i bogstaverne, er det vanskeligt at mene, at der her ikke foregår noget, som indvirker på barnets kognitive udvikling.

Kjertmann henviser til en pige, som var ivrig efter at vise ham sin ordæske, og som havde lagt et kort med ordet Kanin ved siden af et kort med navnet på hendes yndlingspædagog Karin. Pigen ville vise ham, at hvis man holdt sin finger hen over den nederste del af n'et i kanin, så stod der Karin! Pigen var fire år - en alder, hvor børn ifølge de traditionelle kognitive udviklingsteorier ikke forventes at tillægge sådanne detaljer betydning.

Benyt skriften, så de lærer

Pointen er, at børn, der har lejlighed til at lege med ordkort på en afslappet måde, foretager visuelle analyser, der fører til fonologiske analyser. Der er altså ikke grund til at vente, til barnet er syv år. Alle barnets omsorgspersoner - forældre, søskende, pædagoger - kan tale med barnet om den skrift, som er en så dominerende del af vores samfund, i stedet for at skabe skriftfattige miljøer i vuggestuer og børnehaver: Børnene skal have let og synlig adgang til bøger, skriveredskaber og papir. Der kan laves læsekroge, skriveværksteder og rollelegekroge, og man kan bruge opskrifter, skrive beskeder, lave arbejdsplaner og diskret - og hvor det er naturligt - bruge ordkort og skilte på skuffer og skabe. Praktisere legeskrivning, legelæsning og føre sprogsamtaler med børnene ikke bare om billederne i bøgerne, men også om de trykte ord og bogstaver. Med andre ord: Vi skal skabe miljøer, hvor vi ikke træner med børnene, for at de skal lære, men bruger skriften, så de lærer.

Hvilke resultater overraskede dig mest i din effektundersøgelse?

'Flere ting. Blandt andet at der ikke var signifikant sammenhæng mellem børnenes mundtlige sprog i førskolelæsningen og deres læsning i 2. klasse. Derimod var det afgørende, om børnene under førskolelæsningen havde været opmærksomme på den trykte tekst: Om de under læsningen af bøgerne pegede på bogstaverne og spurgte: Hvad står der dér, eller om de bare sad og talte ud fra billederne. Dermed ikke være sagt, at talesprogsudvikling er uden betydning, men det er altså ikke nok bare at træne det mundtlige sprog'.

Da Kjeld Kjertmann skulle måle børnenes læsefærdigheder i børnehaven, børnehaveklassen, 1. og 2. klasse, måtte han opfinde sin egen metode for at opfange børnenes evne til at læse og forstå en sammenhængende tekst. Samtidig blev børnene testet efter den standardiserede ordstillelæseprøve OS64, og her viste det sig, at alle de børn, der scorede højest i OS64, også lå højest i tekstlæsning efter hans målemetode. Men: at de børn, der lå i næsthøjeste kategori, spredte sig fra top til bund i Kjertmanns tekstlæseprøve.

Kjertmanns konklusion er, at OS64 kun i begrænset omfang kan vise, hvor gode læsere børnene egentlig er. Det sætter spørgsmålstegn ved de hidtidige konklusioner af læseundersøgelserne i 1. og 2. klasse.

Hvilken betydning vil det få, hvis teorierne om førskoleundervisning vinder indpas?

'Hvis det lykkes at skabe et godt læsegrundlag for alle børn før skolestarten, vil vi måske opleve, at halvdelen af alle børn læser og skriver spontant ved skolestart. Det vil give et helt andet spændende fagligt indhold i skolen og betyde, at børnene får nogle flere år, hvor de læser med glæde og udbytte, inden de - som Torben Weinreich har påpeget i en undersøgelse - måske begynder at droppe bøgerne fra slutningen af 4. klasse', siger Kjeld Kjertmann.-Annette Wiborg er freelancejournalist

Skrivning og leg

Kjeld Kjertmann stiftede bekendtskab med 'emergent literacy' gennem den norske sprogforsker Bente Eriksen Hagtvet og hendes skriftsprogsudvikling gennem leg. Hagtvet beskæftiger sig med, hvordan en bevidst tilskyndelse til skrivning og leg med sproget før skolealderen kan få betydning for barnets tilgang til læsning og skrivning. Og da Kjertmann i forbindelse med sine ph.d.-studier fik kontakt med den svenske professor i børnesprog ved universitetet i Lund, Ragnhild Söderbergh, blev hans interesse for alvor vakt. Ragnhild Söderbergh rammer med sin forskning en pæl igennem den antagelse, at der er rent kognitive grunde til at vente med at introducere barnet for skriftsprog, til det kommer i skole. Tværtimod tyder den svenske professors forskning på, at den tidlige skriftsprogsstimulering fremmer barnets kognitive udvikling. Hendes metoder anvendes på flere daghem i Sverige, blandt andre Öjaby i Växjo, hvor Kjeld Kjertmann har studeret helt ned til et-toårige børns brug af ordkort.