Jeg er ikke i tvivl om, at Karl Nielsen har meget på hjerte både visuelt, fortællemæssigt og læremæssigt, men han får med bogen placeret sig mellem flere stole, nemlig mellem leg og læring i hjem og i skole og mellem barnet og den voksne. "Hvad den røde skuffe gemte ." er skrevet i en henvendelsesform, der veksler imellem at tale til barnet og til den voksne.

Et stykke didaktiseret skønlitteratur, hvor den visuelt flotte, men også noget rodede billedbog på rim bliver strøet med grå opgavebokse, der emnemæssigt kommer vidt omkring lige fra advarselstavler og el-ledninger til interview og edderkopper. At flette opgavebokse ind i en billedbog kræver en fælles ide og en sikker udvælgelse i forhold til målgruppen, de otte-niårige, som der står i den medfølgende indlægsseddel.

Skal eleverne have læst en god historie op? Skal de selv læse den? Skal der leges med rim og remser, eller er vi ude i at lære om gotisk skrift, hugorme i sprit eller graffiti? Leg og læring kan sagtens vekselvirke og gå op i en højere enhed. Og viden er vigtigt, men vores samfund indeholder så meget viden, at en af lærerens vigtige opgaver er udvælgelse. Det kræver fordybelse og formidling at få information til at blive til viden.

I denne bog anvendes så mange nye ord og begreber for målgruppen, og selvom der i en grå boks spørges: Kan I finde et foto med den rigtige Josephine Baker, så kan man spørge: Er vi ude i relevant viden for denne aldersgruppe, og kan en sådan viden lagre sig, når noget nyt introduceres på hver side? Desværre tror jeg det ikke.