På finurlig vis mimes Harald Blåtands kongelige selvsikkerhed i indledningen til bogen, hvoraf det fremgår, at ”Det bedste sted at begynde at lede efter løsninger på Jellings mysterier er i denne bog”. Det er i hvert fald ikke noget helt dårligt sted, for bogen rummer en masse fine informationer om et af landets vel nok allermest kendte historiske lokaliteter.

Bogen er konkret i forhold til monumenter og efterladenskaber, men tager i lige så høj grad fat på de fortidspolitiske forhold, der har omgærdet og formet det berømte sted. Man bliver bekendt med styreform og magtforhold både på overordnet plan – hvordan magt blev vundet og tabt, og hvordan kongerne regerede - og på de faktiske opdelinger af folk og lande, og hvem der fulgte hvem på tronen og i så vidt muligt omfang hvorfor.

Fokus er på Harald, men Gorm og Thorvi/Thyra og den efterfølgende Svend er også godt med. Vi hører også om Gorms forgængere. For mange er det nok stadig antagelsen, at Gorm den Gamle var den første konge i rækken. Læseren oplyses også om, at selvom Harald skrev på stenen, at han indførte kristendommen i Danmark, var der faktisk en kristen konge i landet over hundrede år tidligere, Harald Klak, som modtog sin dåb i 826.

I det hele taget er der bogen igennem mange dementier og kritisk stillingtagen, som i mine øjne udgør dens mest interessante aspekt. Et helt kapitel er viet til beskrivelse af kildekritik og metoder hertil, men allerede tidligt i bogen noterede jeg mig en detalje, som jeg holdt af, selvom den ikke fylder meget: På side 18/19 er der et lille indskudt faktakapitel (disse findes i stort antal gennem hele bogen) om landsbyer og gårde. Den sætning, jeg finder værd at bemærke, er denne: ”Nederst stod trællene, som sikkert lavede det hårdeste og mest beskidte arbejde”. Det er det lille ord ”sikkert”, som understreger, at bare fordi noget er sandsynligt, er det ikke en given sag – og hvis vi ikke har en reel viden, bør dette fremgå.

"Jellingmysteriet" er en fin bog – den er en anelse rodet et par steder, og der er et par forklaringer, som med fordel kunne have faldet tidligere for at lette den samlede forståelse, men det er detaljer. Jeg holder af, at der hist og her sniger sig lidt nørdejargon og -referencer ind, som antyder, at forfatteren kan have været involveret i rollespil. Jeg kan også godt lide, at der er en god litteraturliste, så man kan læse videre efter at være begyndt det bedste sted i sin jagt på løsninger af Jellings mysterier.