Anmeldelse
Cathys bog
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Efter et kort, men lidenskabeligt forhold til den mystiske Victor hvirvles Cathy ind i et net af farlige forbindelser og lyssky eksperimenter i San Franciscos asiatiske undergrund. Plottet er dramatisk og intenst, visse steder på grænsen til det uoverskuelige, men hvilket teenagepigeliv er ikke det? "Cathys bog" er en dagbog, skrevet som kun en handlekraftig teenagepige med hjertesorg kan gøre det.
Fakta:
Titel: Cathys bog
Forfatter: Sean Stewart, Jordan Weisman
Oversætter: Louise Urth Olsen
ISBN: 87-567-8315-9
Pris: 149 kroner
Sider: 143 sider
Type: Bog
Forlag: Politikens Forlag
Bogens hensigt er at suge læseren helt ind imellem linjerne, for det er her, alle hemmelighederne gemmer sig: I de håndskrevne kommentarer over de printede sider og i bunken af breve, billeder og kvitteringer i bogens omslag. Den ivrige og aktive læser har en god oplevelse foran sig, men som litterær tekst er "Cathys bog" én lang, overfladisk selvfremstilling uden nævneværdigt nærvær eller nerve. Forfatterne har før designet computerspil, hvilket forklarer, hvorfor "Cathys bog" forudsætter, at læseren påtager sig rollen som aktiv medspiller, hvis historien skal folde sig ud. De følelsesmæssige reaktioner og tankeprocesser, der normalt knytter en læser til tekster, er i denne bog erstattet af et (inter)aktivt engagement.
"Cathys bog" er altså ikke en stor, men bestemt en anderledes litterær oplevelse. Formen udfordrer den klassiske opfattelse af bogmediet og kan give anledning til diskussioner om indhold og udtryk, selvfremstilling og læserengagement. "Cathys bog" er et typisk, amerikansk actiondrama, og anskaffes den i original version, er den desuden også oplagt at inddrage i engelskundervisningen.