Vi snakker om effektivitet, kvalitet, dybde og overflade, men vi gør det tit inden for samme grundforståelse af undervisning. Måske skal vi skifte spor for at opnå bedre resultater?

Scenariedidaktik kunne være en vej til bedre og mere effektiv undervisning. Men hvad er det så, det der scenariedidaktik? Det gives der et godt, men svært tilgængeligt bud på i denne bog, der er en del af en ny serie fra Aarhus Universitetsforlag. "Didaktiske studier" hedder serien, og her skal der lægges mærke til ordet "studier". Der er tale om formidling af forskning.

Der er ikke noget galt med svært tilgængelige bøger, de skal bare finde de læsere, der har behov for at læse dem. Hvem har så behov for denne bog? Lærere, der videreuddanner sig? Lærerstuderende, der skriver bachelorprojekter? Andre forskere? Muligvis. Engagerede lærere, der underviser i skolen? Næppe.

Uanset hvem der læser denne bog, vil de alle få behov for at gøre det sammen med nogen, der har samme ærinde. Det er nemlig en samtalebog, som man skal være flere om at tygge igennem.

Scenariedidaktik består af fire dele. Bogen indledes med det, forfatterne kalder scenariedidaktikkens grundlagsspørgsmål. Dernæst følger en del, hvor scenariedidaktikken knyttes til skolefag gennem eksempler som Minecraft i danskundervisningen, matematik og kreativitet, læreres og elevers arbejde med forskellige opgavetyper og produktionsformer. Tredje del omhandler scenariedidaktik og organisationer, for eksempel undervisning i sygeplejeruddannelsen. I fjerde del diskuterer Hans Siggaard Jensen scenariedidaktikken i forhold til mere almene forestillinger om didaktisk viden.

Vibeke Hetmar, der døde i 2017, er medredaktør og bidragyder til antologien. Hendes artikel "Positioneringsteori og scenariebaserede undervisningsforløb" indgår i bogens første del om grundlagsspørgsmålene for scenariedidaktikken. Her beskriver og diskuterer hun sit bud på grundbegreber, der kan åbne op for læserens forståelse af scenariedidaktikken. Grundlæggende handler det om at forstå undervisning som kommunikation. Læreres og elevers handlinger er "diskursive begivenheder", der omfatter forskellige "diskurstråde", hvor deltagerne skaber forskellige "positioneringsmuligheder". Udgangspunktet er altså positioneringsteori. Det lyder svært tilgængeligt, og det er det også, men de svære begreber forklares, og der gives eksempler fra skole og undervisning. Kapitlet skaber mening for læseren, og man får lyst til at vide mere.

Hans Siggaard Jensen indleder sin artikel med en anekdote. Han og Vibeke Hetmar står i Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelses aula og taler om, hvad didaktisk viden egentlig er – det vil Vibeke nemlig gerne vide. Videbegærlighed bliver altså drivkraften for afklaringen af, hvad didaktisk viden egentlig er. Omdrejningspunktet bliver begrebet "didaktiske situationer", og der findes tre: sidemandsoplæring, skoleagtige "skolske" situationer og projekter, der udspringer af på forhånd fastlagte læringsmål.

Bogens fire dele består af 12 artikler, der tilsammen giver den læser, der når igennem dem alle, et godt og grundigt indblik i et nyt begreb. En fin studiebog for dem, der vil vide mere.