Anmeldelse
Seismo
Et godt bud på nyhedsformidling
Seismo.dk's model for nyheder til unge er rigtig god. Men læreren skal huske at træne eleverne i at søge oplysninger flere steder, så der er grobund for demokratisk dannelse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er nok nemmere at få elevernes øjne åbnet for nyhedsformidling ved at bede dem tænde for iPad'en eller mobiltelefonen end ved at bede dem om at købe en avis. Om fordybelsen og indsigten i diverse emner så bliver bedre, er et godt spørgsmål. Den seneste tids skriverier om unges brug af skærmtid har skabt bekymring, debat og formentlig for de fleste spørgsmålet, om det nu også kan være rigtigt. Hvad enten man er af den ene eller den anden opfattelse, så er ”skærmtiden” kommet for at blive.
Fakta:
Titel: Seismo
Forlag: DigTea
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har netop udtalt, at "en iPad er ikke et universalmiddel mod al ondskab i verden. Den kan bestemt noget, men der er meget andet, den ikke kan". Og der må jo være noget om det, når den såkaldte ePirls-undersøgelse viser, at elever i de små klasser ikke får styrket lysten til at læse ved at bruge iPads og digitale læringsplatforme. Det må være hævet over enhver tvivl, at en konkret artikel eller vidensformidling via en trykt bog giver en helt anderledes mulighed for refleksion og eftertanke.
Og når man som anmelder ser, at et nyt nyhedsmedie henvender sig med et nyt bud på formidling til skoleelever, tænker man ikke nødvendigvis: "Ups", men derimod: "Brug det dog", men brug det fornuftigt, for Seismo.dk er et godt bud på nyhedsformidling.
Hvem er Seismo.dk? Bag Seismo.dk står produktionsselskabet Batavia Media og forlaget DigTea, der med tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsens mediepulje vil slå et slag for de daglige nyheder målrettet de unge. Og hvordan serveres disse daglige nyheder så? Uroligt bredspektret med absolut dagsaktuelle emner, hvad enten det så drejer sig om ”mere eller mindre” væsentlige emner som klimaet, politiske overvejelser, finansloven, videnskabelige emner, Boris Johnson, Astralis, sladderjournalistik eller fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic.
Opbygningen fra nyhedstrekanten er et gennemgående træk i de ikke så lange artikler, der er ledsaget af billeder, der i sig selv er meget sigende. Men de kan give læseren appetit til at gå videre med emnet eller problematikken ud fra selve indholdet eller de efterfølgende link og henvisninger. Derudover kan man tilmelde sig Seismos nyhedsbrev.
Undersøgelse om unges forbrug af skærmtid har afsløret skræmmende tal og grænsende til en afhængighed, der bestemt ikke kan være sund, hvorfor det atter må understreges, at brugen af medier som for eksempel Seismo.dk skal være direkte målrettet via opgaver og konkrete opgaver stillet af læreren.
Brug de enkelte artikler, stil krav om at besvare de vedhæftede opgaver/spørgsmål, men suppleret med krav om, at der skal søges oplysninger mere end et sted og måske modsatrettede oplysninger og holdninger. Så er grunden lagt til personlig stillingtagen og meningsdannelse.
I mange kommuner er det blevet mere og mere moderne at lade eleverne ”deltage i virkeligheden”. Eleverne kan få lov til at deltage i kommunalbestyrelsesmøder, selv prøve at gennemføre et sådant for netop at opdrage dem til demokratisk medbestemmelse. Derfor er det særdeles vigtigt, at diverse informationer ikke blot hentes et sted fra, men fra flere forskelligrettede kilder. Her bør Seismo.dk være en af dem.