Ingen orker at være iført en ny paryk hver dag eller glemme at mute så børnene kan høre en snakke hundesprog med den dovne Golden retriever der nyder opmærksomhed og selskab i døgndrift. Jeg prøver at opretholde en overskudsagtig sindstilstand når jeg gennemgår protokollen og de siger deres humør-barometer-tal og begrunder hvorfor den nogle gange lander på 2 istedet for 5 ( 5 er super -eminent godt humør).

Jeg pines nærmest ved at se ungdommens vilde lys blafre i de voksnes lyseslukkerstorm , hvor alt pakkes ind i mundbind og spules med håndsprit. Når restriktioner og dødstal er det eneste man opfanger i den endeløse, ensartede strøm af negativt ladede nyheder bliver det. der gør, at en grøn pose med dansk-kopiark fundet på skolens udendørs scene, kan bringe smilet frem, så står det sløjt til - eller skal vi vende det til noget positivt ?

Kan det vendes til noget positivt, så er det måske det, at jeg har en 6. klasse der viser sig fra deres allerbedste og mest arbejdsomme side. De kaster sig ud i alle opgaver med en ildhu og en nysgerrighed, der nogle gange får mit gamle lærerhjerte til at bløde. De tager imod og tager fra i forhold til enhver udfordring, teknisk som sprogligt ,i både skole og fritid.

De spørger om meget, javist, men  jeg svarer tålmodigt, og når min hjerne er ved at brænde sammen over mit  skærmlook, så flytter jeg computeren hen på køkkenbordet og laver mad, imens jeg besvarer spørgsmål og retter småfejl i deres Bookcreator-fantasybøger. De bedste timer er uden tvivl madtimerne, hvor vi bygger alternative sandwich-fastfood-kæder op , tager madbilleder og udvikler opskrifter.

Snart skal de slippes løs i Co-Spaces - spørgetimen bliver nok lang og intens, men jeg tror stadigvæk på at modløsheden kan vendes med de rette redskaber , men nok desværre først og fremmest med den rette besked fra den rette voksne: "I må vende tilbage til fællesskabet, frikvarterene, interaktionerne og samtalerne hvor man ikke bliver mutet og hvor ens hånd ikke er et hvidt ikon på et laggende skærmbillede".