»Kristoffer kommer nu«, lyder et råb gennem 6.a på Dansborgskolen. En elev lægger en seddel, en lille pakke og en hjemmelavet krydsogtværs på lærerens bord.

På gangen lunter flere elever lærer Kristoffer Wiedemann i møde. »Prøv lige at høre det her, jeg optog i går«, siger en dreng og hiver mobiltelefonen op. Kristoffer Wiedemann stopper og lytter. »Hvad er det?« »Det er mit marsvin«. »Det lyder som en fugl«, svarer læreren. »Men det er Picasso«. »Hedder dit marsvin Picasso?«

Langsomt kommer Kristoffer Wiedemann ind i klassen og bemærker stille, at hans nisseven i klassen har været på spil.

Smartboardet tændes. Dansktimen om varieret skrivning er i gang. Kristoffer Wiedemann fortæller de 25 elever om målene for dagens dobbelttime. De skal kunne give og modtage respons. De skal kunne dele en tekst op i afsnit. De skal skrive varieret og spændende.

»Jeg har skrevet en tekst. Nu siger vi, at I alle sammen er min makker. I skal svare på, om teksten er in medias res - har jeg husket tegn og noget, som mange glemmer, nemlig at begynde med stort bogstav? Og så skal læseren have lyst til at læse videre. Skal jeg have en glad smiley eller en sur smiley eller midt imellem?« spørger Kristoffer Wiedemann.

De fleste elever synes, at teksten er god. »Jeg ville give mig selv en sur smiley«.

»Men hvad hvis du fjerner den første sætning«, spørger en elev. »Det var lige det, jeg håbede, nogle ville foreslå«, siger Kristoffer Wiedemann.

Rapport: Sådan motiverer du eleverne

Varieret undervisning

Kristoffer Wiedemann sætter et stort nedtællingsur i gang. »I har syv minutter til at skrive videre på jeres historie. I tirsdags var der en fantastisk skrivero, lad os få lige så meget ro i dag«, lyder opråbet. Eleverne går helt koncentrerede i gang med opgaven. Skæver til uret på tavlen. Og skriver. »Husk nu at tænke på tegn, stort bogstav og at lave afsnit«, siger læreren.

»Så gik de syv minutter. Så skal I læse det første op for jeres makker, som så skal udfylde det røde papir«.

Eleverne begynder at evaluere hinandens historier på det røde skema, som læreren har udarbejdet. Efter et par minutter tager Kristoffer Wiedemann styringen igen.

»Hvordan gik det med at evaluere hinanden?«

»Jeg synes, det er svært at sige de dårlige ting«, siger Emilie.

»Det er lettest at sige det, der er godt. Får Rosa noget ud af det?« spørger læreren og fortsætter: »Hvad skal man gøre, så den anden får noget ud af det?« »Man kunne give den anden en god idé«, lyder et forslag.

Et klik, og så toner fortsættelsen af den julehistorie, som Kristoffer Wiedemann har forberedt, op på klassens smartboard:

»Så tog han pakken og åbnede den. Det var en flammekaster. Så satte han ild til juletræet, og det brændte. Så kom moren og råbte, at de skulle skynde sig ud. Så brændte hele huset. Politiet kom og satte Oliver i fængsel«.

»Hvordan fungerer det?« spørger han.

»Ikke så godt. Du skriver så og så og så«, lyder et svar.

»Der er en grund til, at jeg har gjort det. Det er, fordi mange herinde skriver sådan«.

»Du kunne komme med flere detaljer«, lyder et af elevernes forslag.

Elever giver læreren feedback

Klassen bliver sat til at gribe den grønne seddel igen. Nu skal de skrive et verbum, der passer til deres julehistorie, i infinitiv. »Hvad er et verbum?« spørger Kristoffer Wiedemann og ser skeptisk på de få fingre, der tøvende hæves i klassen. »Det skal flere vide. Vi har lige haft det. Giv mig et eksempel«.

»At løbe«, lyder første bud.

Eleverne bliver sendt ud i klassen for at høre de andres verbum. Undervejs skal de skrive sætninger med de andres ord på den plads, der er afsat til det på den grønne seddel. Bagefter får de igen syv minutter til at skrive videre på historien. Sidst i timen får de post-it-sedler, hvor de skal skrive sammenligninger. De skal sættes op i klassen, og så skal de rundt og lade sig inspirere af de andre.

»Får I noget inspiration af hinanden ved at gøre det på denne her måde?« spørger Kristoffer Wiedemann klassen, da alle igen sidder ned.

»Det er godt med respons, men jeg får ikke særlig meget ud af eksemplerne«, siger en. »Hvis vi skal gøre det igen, så skal vi have mere tid til at skrive«, synes en anden. »Jeg synes, der skal være mere tid til at give respons«.

»Det tager jeg med til næste time«, siger læreren.

Mangler tid til forberedelse

Og det gør Kristoffer Wiedemann, for hans praksis er at lytte til eleverne og justere undervisningen efter, hvad de melder tilbage.

»Men det er ikke alt, hvad de siger, jeg ændrer«, fortæller han. »Jeg ville ønske, jeg kunne lave sådan en undervisning hver dag, men det kan jeg ikke. Der er så mange detaljer i det, og det har jeg ikke tid til at forberede til hver time«, siger Kristoffer Wiedemann. »Men jeg keder mig, hvis jeg skal gentage det samme mange gange. Det kan jeg mærke på børnene, at de også gør«.