Den orange tøjklemme driller. Det er næppe hver dag, drengen hænger vasketøj op. Og i dag er det tilmed ord, der skal op på tørresnoren. Men med gode råd fra kammeraterne i gruppen lykkes det at få sat hele den sætning op, som de lige har konstrueret. Og så skal de på skift af sted igen for at hente nye ord og snakke sig frem til, hvilke sætninger de kan danne med ordene.

Ungerne er på maksimalt arbejde både fysisk og mentalt, og der bliver talt engageret på den grønne boldbane på Søndermarkskolen i Frederiksberg Kommune. Ideen til ordstafetten har de to dansklærere med sig fra aktionslæringsprojektet »Tidlig literacy - tidlig numeracy«, og selv om projektet er slut, lever aktiviteterne videre i undervisningen.

I projektet arbejdede lærere og pædagoger sammen med konsulenter fra Nationalt Videncenter for Læsning om at udvikle elevernes skrifttilegnelse og sprog ved at organisere sproglige aktiviteter.

»En af de ting, der blev tydelig for både os og lærere og pædagoger i projektet, var, at vi skal arbejde mere med børnenes talesprog. I form af både det helt grundlæggende ordforråd og viden om verden, men det handler også om, hvordan vi organiserer danskundervisningen, så flere børn kan deltage sprogligt«, forklarer lektor Sara Hannibal.

Hun arbejder med literacy i forskellige projekter på Nationalt Videncenter for Læsning og som lektor i dansk på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, og projektet på Frederiksberg blev en øjenåbner for, hvor stor en forudsætning talesproget er for at udvikle skriftlighed og læsning, fortæller hun:

»Vi har et helt modul i læreruddannelsen nu, der handler om mundtlighed i skolen. Og jeg er med i flere andre projekter, hvor vi arbejder mere og mere i den tidlige danskundervisning med at gøre børnene aktive og organisere, så de taler sammen og deltager i klassesamtaler. Eleverne er jo afhængige af talesproget for at lære noget, for at kunne lytte og for at kunne bruge fraser og ord for at tænke og læse senere«.

Dygtige elever tager al taletiden

I projektet på Frederiksberg afprøvede lærere og pædagoger en række sproglige aktiviteter i klasserne. Bagefter diskuterede de sammen med konsulenterne, hvordan eleverne reagerede og interagerede under aktiviteterne. Når videncentret fokuserer på mundtlighed og fokus, er det ikke, fordi eleverne er blevet dårligere til at tale, men der er stor forskel på de dygtigste og de svageste elever, og hvis ikke man som lærer gør noget bevidst, bliver forskellene forstærket af, at de dygtigste elever tager al taletiden og styrer gruppearbejdet.

»Jeg tror, at man er nødt til at have mere fokus på mundtligheden, for vi oplever et skifte i øjeblikket. Tidligere har begynderundervisning handlet om, at de skulle lære at læse og så lære at skrive. Hvis vi har et lidt bredere syn på danskfaget, så er hele det dialogiske og at kunne indgå i samtale og uddrage mening fra den forudsætning for, at det andet kan komme i gang. Og hvis du ikke organiserer undervisningen sådan, at det mundtlige kommer i spil, så afskærer man elevernes deltagelsesmuligheder«, siger Sara Hannibal.

En model for det aktive klasserum

I projektet udviklede konsulenterne en model med fire M'er, som viser, hvad man skal være opmærksom på i et sprogligt aktivt klasserum: mulighed, miljø, materialer og metarefleksion. Der skal sættes tid af til, at eleverne kan tænke og samtale om stoffet. Eleverne skal arbejde i makkerpar eller små grupper en del af tiden, så alle får mulighed for både at få ordet og lytte aktivt. De materialer, der anvendes i læringsøjemed, skal inspirere til undersøgende samtale, inddragelse af egne erfaringer og stillingtagen. Og eleverne skal have lejlighed til at reflektere over og forklare, hvilke strategier de kan bruge, når de skal løse et problem, lyder det i anbefalingerne.

»Ud fra forskningen ved vi, at børn lærer, når de deltager, når de indgår i fællesskaber, når lærerne engagerer sig i meningsfulde tale- og skriftsproglige processer, og når de lærer at bruge og hører mange forskellige ord. Det er vigtigt, at danskundervisningen tager højde for det«, siger Sara Hannibal.

Fokus på oplevelse af litteraturen

Sara Hannibal har også stået for Nationalt Videncenter for Læsnings årlige HOT-undersøgelse, hvor de spørger 21 fagpersoner, der arbejder med dansk, om deres bud på, hvad der er vigtigt inden for forskning og undervisning i børns literacykompetencer, og hvad der burde være det. I den seneste, som også bliver den sidste, var forskerne meget optagede af, at vi nu har haft en lang periode med målstyret undervisning og test, fokus på ordblindhed og læse-skrive-strategier. Nu vil man gerne se på, hvad børnene rent faktisk får ud af det.

»Vi har aldrig vidst mere om, hvad der skal til for at blive en god læser, og vi har aldrig haft flere forskelligartede platforme og materialer. Men spørgsmålet er, om det er til gavn for børns læselyst og motivation, og om børnene reelt bliver bedre af det«, siger Sara Hannibal.

Hvis det stod til hende, skulle der være mere fokus på for eksempel oplevelse af litteraturen end på mere formelle analysefærdigheder, i hvert fald i indskolingen og på mellemtrinnet.

»Når der står i Fælles Mål, at litteratur­undervisning skal handle om oplevelse og indlevelse, hvordan kan det så være, at den i de seneste ti år har handlet så meget om litteraturvidenskabelige begreber? Det er så ærgerligt, hvis eleverne læser vildt spændende tekster, at de for eksempel arbejder meget begrebsorienteret og tjeklisteagtigt med ydre eller indre synsvinkel i stedet for at fokusere på, hvad det gør ved deres forståelse og oplevelse af personerne i en tekst, at vi ser dem indefra eller udefra. Litteraturen kan gøre dem klogere på andre mennesker og dem selv«, mener Sara Hannibal.

Flere steder i landet kører der projekter i dagtilbud, hvor man arbejder systematisk med dialogisk læsning. Her har man fokus på både før læsningen og efter læsningen, hvor børnene leger handlingen i en bog og tager på ture for at finde ting fra bogen eller holder en fest fra den. Eller stedbaseret litteraturundervisning, hvor man kan tage ud og se statuer eller steder eller kunst, som er omdrejningspunktet i litteraturen.

Sara Hannibal mener også, at der er fordele at hente ved at udvide litteraturvalget i skolen, så man for eksempel eksperimenterer med billedbårne bøger uden så meget tekst eller lydbøger.

»I Norge har de projektet »Bok søker leser«, hvor de screener markedet for bøger, som et lille hold af litteratur- og læsekyndige mennesker så deklarerer, så lærere og forældre kan se, hvilke der er særligt egnede til læsesvage eller tosprogede. Bøger skrevet på to sprog eller med mange billeder eller skrevet kun med ikoner. Her er mottoet, at det ikke er mennesket, der er noget galt med, hvis man ikke kan klare at læse en bog. Man har bare ikke fundet den rigtige«, siger hun og fortsætter:

»I Danmark er vi meget orienteret mod, at alle børn skal kunne læse det samme. Måske skal vi flytte os væk fra det og blive lidt mere opmærksomme på, hvilke dele af litteraturen vi giver værdi og hvorfor. Og hvad der skal til for at give alle elever læselyst og deltagelsesmulighed«.