Ulrik er lærer Julie Højfeldts lillebror. Måske har han sort, krøllet hår. Måske er han meget lille og har en krum næste. Eller har briller. Eleverne i 2.e på Lille Næstved Skole har aldrig set ham, men de har mange bud på, hvordan Ulrik ser ud. For Ulrik er blevet en del af deres skoledag. Inden frikvarteret fortæller Julie Højfeldt medlevende om unoder, som Ulrik lavede, da han var barn. Som dengang hvor han tog legetøjsslanger med til konfirmation på Bornholm og forskrækkede alle, da de troede, det var rigtige slanger.

Fem gode råd om den mundtlige fortælling

»Eleverne elsker at høre om Ulrik. Det giver et unikt fællesskab, når jeg fortæller noget om, dengang jeg var lille. Det sætter gang i deres fantasi«, siger Julie Højfeldt.

»Fortællingen er en del af min klasseledelse. Jeg kan skabe relationer til eleverne i et rum, der er helt intimt. Jeg kan fortælle, at jeg også har været barn og lavet ballade. Historierne er genkendelige, og jeg kan justere i dem, så de også kan bruges i klassen i konfliktløsningssituationer. Hvis jeg altid sidder og læser højt fra en bog, så kan jeg blive distanceret, men hvis jeg med en fortælling kan have opmærksomheden rettet ud i klasselokalet, styre min stemme og mit kropssprog, så kan jeg arbejde med eleverne på en helt anden måde«.

Julie Højfeldt har 2.e i de fleste timer. Og netop derfor kan hun godt lide at invitere en anden fortællerstemme ind i klassen. I dag har de kristendom, og dagens gæst er pensioneret lærer Niels Christian Sauer. Han er på besøg for at fortælle historien om kong David og Urias. Hver torsdag i en periode på fem uger lægger Niels Christian Sauer biblen på lærerens bord, breder armene ud, slapper af i kroppen og giver sin personlige fortolkning af de kendte historier.

Hele kroppen fortæller

Eleverne har drukket vand. Ryddet bordene. Den gode kammerat fra frikvarteret er nomineret. To har vundet og sidder med hver deres medalje om halsen. Opmærksomheden er rettet mod manden med brillerne og det hvide hår, som læner sig mod bordet foran tavlen.

»Hvad hed ham, der ordnede Goliath?« spørger Niels Christian Sauer. Han lægger hånden bag øret for at høre de sprøde stemmer og irriteres en smule over, at han har glemt høreapparatet hjemme. »Var han konge?« spørger han og nikker til svaret. »Hvordan gik det ham?«

Hurtige indledningsspørgsmål sætter scenen, og eleverne trækker på hukommelsen fra fortællingen fra sidste uge »om den magtsyge kong Saul og den unge superstar David«.

Pludselig stopper spørgsmålssalven. Niels Christian Sauer trækker vejret og lader kroppen synke tungere ned på bordets kant. »Misundelse er modbydeligt«, afslutter han og kaster sig ud i fortællingen om, hvordan kong David en dag så en nøgen kvinde på et tag, og hvordan han trak den værgeløse kvinde Batseba ind i soveværelset, på trods af at hun var gift med soldaten Urias. Batseba blev gravid. Niels Christian Sauer holder en pause, der er lang nok til, at elevernes hænder kan trykkes mod munden i forfærdelse. Så fortsætter han fortællingen.

Om hvordan David kaldte Urias hjem fra krigen og forsøgte at narre ham til at være sammen med sin kone, så kongens udåd ikke skulle opdages. Da det ikke lykkes, sender kongen - via Niels Christian Sauers rolige stemme - Urias i krig til en sikker død, og hele fortællerens ansigt viser, hvordan David lod, som om han sørgede over Urias' død, mens han i virkeligheden glædede sig. Smilende ansigt, nedadvendte mundvige. Eleverne sidder med halvåbne munde og lytter.

Niels Christian Sauers arme viser, hvordan kongen søger Batseba, og en sammensunken kropsholdning, da han fortæller, hvordan David angrer, da profeten Natan gør det klart for ham, hvad han har gjort. Eleverne glemmer klasseværelsets rammer og regler, mens Niels Christian Sauer står ret op foran dem og igen og igen slår hovedet ind i en imaginær grædemur.

Elever »lytter« mellem linjerne

Magien bliver brudt, da højttaleranlægget på skolen proklamerer, at undervisningen i valgfag er aflyst.

Niels Christian Sauer stiller sig langt væk fra vinduet og viser, hvor langt han er nået med historien, ved at gå frem mod vinduet. »Vi mangler det sidste stykke, men det får i næste gang«, siger han og viser med hænderne, hvor langt det er i forhold til det stykke, han er gået gennem klassen.

»I var virkelig gode til at lytte«, siger lærer Julie Højfeldt. »Har I nogle spørgsmål?«

»Da de lå i sengen, skete der så det, som jeg tror«, vil en fnisende dreng vide. »Ja, men det hører jo til privatlivet«, siger Niels Christian Sauer. »Vi læser mellem linjerne med det, du siger, så vi kan regne os frem til det«, siger en anden.

Julie Højfeldt bruger fortællinger meget i klassen.

»Jeg havde fortælling på læreruddannelsen i 1999. Vi skulle fortælle en historie, ikke lære den udenad, men genfortælle den levende og gøre den til vores egen. Det var ikke helt let. Mange memorerede for meget. Men jeg har lært at tænke i ro, uro, ro - eller hjemme, ude, hjemme - det skaber rammen i de fleste fortællinger, så kan vejen gennem historien godt variere«, siger hun.

Hun nyder Niels Christian Sauers bibelfortællinger i klassen. »Det giver mig en mulighed for at observere. Det er en kæmpegave. Vi har ikke mange tolærertimer. Det er en lidt gammeldags måde at undervise på, men den er meget givtig«, siger Julie Højfeldt.

Niels Christian Sauer har altid brugt fortællinger i sin undervisning, og han ærgrer sig over, at fortællingen og mundtligheden i skolen er blevet mere og mere presset.

»Det hele går op i målrettet opgaveløsning og andre aktiviteter, hvor eleverne udfører - oftest individuelt - et eller andet pålagt stykke arbejde, der efterfølgende evalueres«, siger han og tilføjer: »Fortællingens univers, hvor eleverne i fællesskab tages med ud i et fremmed univers af læreren, og fantasien får vinger, og horisonten udvides i tid og rum på en måde, så eleverne aldrig glemmer det, er afgået ved døden«.

For fortællinger kan motivere.

»Man siger, at små drenge kun kan sidde stille i 12 minutter. Men det er slet ikke noget problem at sidde stille i 45 minutter, når det er en spændende fortælling«, siger Niels Christian Sauer. Og eleverne har vitterligt været rolige i hele lektionen. August forklarer, hvorfor de er så stille:

»Man sidder ikke og keder sig. Man sidder bare og lytter. Man er helt optaget af det«.

Frederik nikker: »Man får en rigtig god viden. Man får lov til at slappe af, efter at man har haft frikvarter. Og Niels er rigtig god til at fortælle«.

Historierne om deres lærers frække lillebror Ulrik er dog de bedste.

»Man lærer rigtig meget om, hvad man kan gøre, og hvad man ikke skal gøre«, siger August.