Fakta:

Mundtlighed og lytning - Danskdidaktiske greb og ståsteder

Forfatter:  Alice Bonde Nielsen

234 kroner

225 sider

Forlag:  Samfundslitteratur

Der gemmer sig en sandhed bag det gamle mundheld om, at vi har to ører og en mund, fordi vi skal lytte mere, end vi skal tale: Den, der lytter godt, får hurtigere end snakkehovedet fat i sagens kerne. Omvendt er det let at tænke på situationer, hvor kommunikationen er brudt sammen, fordi det kneb med at lytte – hvad enten det nu er i skænderiet om opvasken derhjemme eller i dele af den offentlige debat.

Men det at lytte er en særlig kompetence. I en skolehverdag, hvor der bliver talt meget, er det overraskende nok et felt, som ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed. Særligt i dag, hvor vi i et væk lytter til podcasts, lydbøger og talebeskeder, stilles der krav til elevernes evne til at lytte og det kommer ikke af sig selv. For eksempel peger en del forskning på, at der svært for elever at fastholde koncentrationen om en lydbog, hvis eleven ikke har andet end lyden at støtte sig til. Klasserumsforskningen har også igen og igen peget på, hvor vanskeligt det er at etablere ægte dialog i undervisningen.

"Mundtlighed og lytning" er derfor et vigtigt bidrag til mundtlighedsundervisningen. Den er et første samlet bud på en mundtlighedsdidaktik med lytningen som gennemgående prisme, og den svarer grundigt og velfunderet på, hvad lytning egentlig er, og hvordan vi alle kan blive bedre til at lytte. Mundtlighedsundervisningen har i mange år, ifølge forfatteren, lagt vægten på de klassiske retoriske discipliner, som knytter sig til den monologiske fremlæggelse. Selv om der har været bud på en mere kommunikativt orienteret tilgang til mundtlighedsområdet, har selve lyttekunsten ikke været på dagsorden i danskfaget.

Bogen råder bod på dette: I bogens centrale kapitler udpeger forfatteren væsentlige aspekter af lytteundervisningen og af lytningens betydning for de fleste af folkeskolens samtalegenrer. Her er der masser af stof til eftertanke og mange relevante forslag til konkret undervisning, eksempelvis med afsæt i bogens gennemgående oracy-model: Modellen peger på, at vi taler og lytter i et komplekst felt, hvor det fysiske, det sproglige, det kognitive og det socialt/emotionelle spiller sammen. Alle disse fire dimensioner bør man have øje for, når man træner sine ører.

Et andet gennemgående spor i bogen er digitaliseringens betydning for lytningen: I dag kan vi fastholde vores talte sprog på en helt anden måde end tidligere. Et greb i lommen og vi kan starte optageren, så vi bagefter kan undersøge, hvad der for eksenpel skete i en gruppesamtale eller hvordan vores oplæsning lyder.

Bogen er bygget op af teoretiske kapitler efterfulgt af kapitler om, hvordan man både i læreruddannelsen og i folkeskolen kan arbejde med lytning som en del af mundtlighedsundervisningen. Det er et righoldigt katalog, der også rummer sjove kreative forslag, som idéen om at bruge et garnnøgle til at synliggøre, hvordan turtagningen i en samtale foregår. Aktiviteterne er alle beskrevet detaljeret, så de kan fungere som et lettilgængeligt katalog over lyttetræning. Det gør bogen let at anvende, men enkelte detaljer gentages uden at de er strengt nødvendige for forståelsen.

I et par afsluttende kapitler rykkes fokus til de mere formidlende genrer og brugen af digitale hjælpemidler som Aha-slides, Prezi eller andre formater. Kapitlerne trækker på en del generel lærings-teori og teorier om brugen af teknologier i undervisningen. Paradoksalt nok bevæger bogen sig her ind på et mere traditionelt retorisk spor og selve lytningen glider i baggrunden. Sigtet har nok været at komme omkring hele mundtlighedsfeltet. Men bogens kapitler om lytning og samtaler kunne i sig selv sagtens have båret bogen. Dens bidrag til arbejdet med lyttekompetence i både læreruddannelse og folkeskole er så vægtige, at bogen helt sikkert vil finde vej til undervisningen begge steder. Det kan der kun komme bedre lyttere ud af – til gavn både for samtalen i klassen, inden for hjemmets fire vægge og i den offentlige debat.