Det er snart sidste chance for dannelsesbegrebet.

Det advarede professor Svend Brinkmann om, da han holdt oplæg for musiklærere på konferencen ’For Fuld Musik i Skolen’ i Brande tidligere på måneden. Ikke fordi begrebet er på vej væk, men paradoksalt nok fordi det er på vej tilbage.

”Når gode ord kommer tilbage, så har de det med at blive snuppet og brugt i modstrid med, hvad de faktisk betyder. Lige om lidt forudser jeg, at der kommer kommunale dannelsesplaner og dannelseskonsulenter. Det bliver et fag på CBS, og vi vil snakke om, hvordan vi kan måle og veje og evaluere og optimere det", sagde han til lærerne, inden han fuldførte sin pointe.

"Og så har vi tabt begrebet. For det peger på noget meget mere grundlæggende, nemlig realisering af de alment menneskelige potentialer”.

Så var scenen sat til at tale om, hvad det er, netop musik kan i skolen, og hvorfor det er så vigtigt, at det har plads og bliver prioriteret. 

Ikke som et middel til noget, men i sin helt egen ret, fordi musik er dannende, påpegede den kendte professor.

”Overalt i verden har mennesker spillet musik. Det er noget helt elementært ved os. Og det er ikke tilfældigt, at Platon siger, at musik kan danne. Selv om vi ikke er lige gode til at spille trommer, klaver eller klarinet, så bliver det at kunne mestre et instrument i en orkestreret proces, og også det at lytte til musik, fremhævet igen og igen i vores idehistorie som noget, der er alment dannende”, fortalte han.

Det gælder om at få kærlighed til verden

Hvad vil det så sige, at musik er dannende, når det nu ikke skal være i konsulentformen? 

Her henviste Svend Brinkmann til en remse, han plejer at give sine studerende, som siger, at ”alle mennesker er som alle andre mennesker, som nogle andre mennesker og som ingen andre mennesker”. 

At vi er som ingen andre ligger i det moderne samfunds frisættelse af mennesket, hvor vi alle er individer, der skal realisere os selv. Det vil han ikke rulle tilbage, men han vil gerne have, at vi balancerer det med de to andre former. Og det er her dannelsen, skolen og musikken kommer ind i billedet.

”Opdragelse og dannelse er, at et menneske får drejet sin sjæl. Væk fra egoet, fra indadvendtheden og fra jagten på at finde ud af, hvem er jeg. I stedet bliver sjælen drejet ud mod verden. Så får man det, jeg lidt poppet har beskrevet som selvudsigt i stedet for selvindsigt”.

Det er netop, hvad der ifølge de gamle grækere skal foregå i en skole, hvor det ikke handler om den enkelte elev, og – understreger Svend Brinkmann - heller ikke om, hvad embedsfolk og politikere har fundet på af kanonlister, test og andet, der kan måles og vejes.

”Filosoffen Hannah Arendt kaldte det amor mundi. Det er store ord at bruge i Brande en torsdag formiddag, men at blive verdensvendt handler om at få kærlighed til verden og forstå, at der er noget andet end mig, der har betydning”.

Når man vender sig mod verden, må man også lære, at nogle gange yder den verden modstand.

”Det er pissesvært at lære at spille violin. Men der er også noget vigtigt ved, at det er svært. Man kan ikke bøje det og subjektiv sige ’Men sådan skal det lyde’. Eller som Donald Trump kunne sige: ’Jeg synes, jeg er verdens bedste til at spille violin’. For det er du ikke, og der er ydre normer og kendsgerninger i verden, som du skal rettes mod og drages op til. Musik er en fremragende vej til verdensvendthed”, sagde Svend Brinkmann.

Musikken er modvægt til jagten på nydelse

Hvorfor er det så særligt relevant at tænke i verdensvendthed i disse år? Det er det blandt andet på grund af mistrivselskrisen, siger Svend Brinkmann. 

I en tid, hvor vi i alt for høj grad opdrager børn til hele tiden at have et vurderende blik på sig selv, så kan musikken noget, fordi den netop tilbyder glemsel af sig selv.

Brinkmann og 10 skoler i projekt: ”Karakterdannelse er at skabe gode mennesker”

”Der er masser af forskning, der viser, at musik kan hjælpe på mistrivsel. Det er jeg også overbevist om, at det kan", sagde Svend Brinkmann og fortsatte:

"Men jeg synes også, det er vigtigt at diskutere musik som dannelsesfag uafhængigt af det. Jeg tror, hvis man måler trivslen på et barn, der lige er begyndt at spille violin, så er den nok lav. Det betyder jo ikke, at man ikke skal spille violin. Det betyder bare, at der også er andre ting, der er vigtige i livet udover trivsel. Ting, der gerne må være bøvlede og besværlige i tilværelsen”.

Han henviser til reklamer, der puster til det, man i dag kalder FOMO (Fear of Missing Out, redaktionen), eller det Søren Kierkegaard kaldte æstetisk fortvivlelse, hvor man hele tiden løber efter det, der giver kort æstetisk tilfredshed og så videre til det næste.

”Vi brug for en modvægt til det. Her kan fordybelsen i musikken spille en afgørende rolle”.

Men vel at mærke ikke, fordi vi skal bruge det til noget. Det skal netop være musikken i sin egen ret, fordi den er spændende i sig selv.

”Det vigtige er at finde noget, hvor lyset bliver tændt i børnenes øjne, hvor de slet ikke tænker på, hvad de kan bruge det til, fordi det er så spændende i sig selv. Ligesom gaming, hvor de heller ikke spørger, hvad kan jeg bruge det til, for det er bare vildt, det findes. Hvad kan jeg bruge musik til? Det er det uddannede spørgsmål. Vi ved det ikke. Det er et kæmpe mysterium. Måske er det Guds sprog. Men vi kan gå ind i en tradition, vi kan øve os og udvikle det kreativt”, sagde Svend Brinkmann.

Ikke noget galt i at starte med pølleslik

Han henviste til Thomas Rømers bog om dannelse, hvor han siger, at dannelse sker, når tingene tages ud af brug, og mennesket tages ud af funktion. 

Derfor skal man heller ikke lære matematik for kunne bruge den oppe i Brugsen, men fordi den har en selvstændig funktion i verden som fænomen.

”Det foregår næsten ikke længere. Lærere prøver at få det til ske, fordi de intuitivt ved, at det er dér, lyset tændes. Det er svært på grund af læringsmål og test osv. Men det er det, vi skal have tilbage i skolen”, sagde Svend Brinkmann.

Han mener ikke, der er noget galt i at bruge det, han kalder pølleslik. Navnet kommer af, at han gav sine børn vingummibamser, når de gik på toilettet, dengang de skulle smide bleen. 

På samme måde kan man belønne børn, når de øver på deres instrument. Så på et tidspunkt går det måske over til, at de øver, fordi de gerne vil have det store bifald til forårskoncerten, og det motiverer at blive den bedste.

”Det er alt sammen ydre. Men mens de øver, finder de måske frem til, at de vil spille et stykke, også selv om de vil gå i stå tre gange til koncerten og ikke få det største bifald. Det er bare lige meget, for det er det stykke, de selv holder af. Så er dannelsen lykkedes, når børnene gør det rette, ikke på grund af den ydre motivation, men fordi det har værdi i sig selv". 

"Musikken skal findes pædagogisk, fordi den hiver børnene ind i verden og drejer deres sjæl”.