Når Knud Romer når frem til facit, er der ikke to snorlige streger under en kalkuleret pointe. Det er en eksplosion. Han er enhver journalists største drøm og værste mareridt. En drøm, fordi han taler i rubrikker og med en malerisk associationsevne. Et mareridt, fordi hans tankerækker kaster sig væk fra emnet i lige så mange retninger som flygtende myrer fra en brændende tue, men modsat de hjemløse insekter vender Knud Romer altid tilbage til ilden. For forfatteren, debattøren og forhenværende reklamemand Knud Romer brænder for dannelsen. Den er livsnødvendig. Uden dannelse intet liv, hvilket han i løbet af interviewet får udtrykt således:

»Det er derfor, vi eksisterer i universet. Det er for viden, oplysning, afmystificering og erkendelsesprojektet. Vi er ikke sat i verden for at producere Matadormix«.

Stefan Hermann: Dannelsen tager sig selv som gidsel 

Knud Romer har før lagt arm med mange af »de tomme jakkesæt«, som han kalder dem. Hvad enten det har været i Politikens spalter, bag søjlebordene i »Debatten« på DR2 eller på konferencer og i radioprogrammer, hvor han for øjeblikket selv arbejder som vært for Radio24syv-programmet »Romerriget«. Vi springer direkte ind i Knud Romers univers og starter med en kritik af lærerjobbets umulighed:

»Folkeskolen skal løse integrationen, den sociale ulighed, den skal løse autoritetsproblemer og bandekonflikterne. Folkeskolelærerne skal opdrage børnene, lære dem at begå sig i samfundet politisk, give dem kompetence til at begå sig på arbejdsmarkedet. Lærerne skal stort set klare samtlige opgaver for nationen, samtidig med at lønnen ikke er særlig høj, den sociale anerkendelse er lav, og deres frihed er lig nul«.

Lene Tanggaard: Dannelsen skal opstå i en garagerevolution 

Det nødvendige middel

»I dag er lærerne i historie tvunget ud på en slags kanoniseret ørkenvandring fra Grauballemanden og op til oliekrisen. Men hvad nu hvis læreren kunne springe og sige: 'Nu er der krise i Iran. Så hopper vi til Mellemøsten. Er der nogen her, der er perser? Ja, dig derovre! Hvem er Mossadeq? Hvilken rolle spiller olien? Hvorfor indførte England handelsembargo? Hvorfor hader de Amerika? Hvad er ayatollah? Er det det militante islam, der kom til verden? Kom an!'

Brug Beatles til at forklare Europa i halvtredserne og tresserne. Træk elevernes egen livsverden ind. Få dem til at føle sig forstået. Men nej! Læreren er fuldstændig fremmedstyret fra de højere magter, der afkræver ham en mekanisk gengivelse af ligegyldigheder. På den ene side skal du løse alle samfundets problemer, og på den anden side har du ingen frihed til at løfte opgaven.

Skolereformen har omformet alt til det nødvendige middel til det rationelle mål. Alt det, elever skulle lære i deres egen fritid, har de ikke længere tid til. Gå på biblioteket, høre musik, spille i et band, løbe, spille badminton, svømme. Gå ud og fange sommerfugle. De steder, hvor de faktisk hengiver sig til deres talent.

Geografi og regning, Europas floder og diameteren på en eller anden given cirkel - hvad rager det mig? Hvis jeg var blevet tvunget til at gå i skole hver dag, havde jeg aldrig haft energi til at gå i en læsesal, hvilket var det, der bragte mig videre fra en kælder på Falster til Københavns universitet«.

Du mener, at skolen er underlagt den herskende produktionslogik. Hvad er det for en logik?

»Det hele skal være så effektivt og billigt som muligt. Den korteste vej mellem to punkter. Alt hvad der ikke kan måles og bringes på vareform, kan ikke bruges til noget«, siger Knud Romer og fortsætter:

»Spædbørn er til besvær. De skal hurtigst muligt i vuggestue, så de kan komme ud at arbejde. De gamle er til besvær, så de skal ind på plejehjemmet, hvor de kan sidde isoleret fra ethvert menneskeligt fællesskab«.

Tre bud på dannelse 

Matadormix og algebra

Knud Romer fortæller om engang, han lavede en times radio sammen med forskningspolitisk chef fra Dansk Erhverv og Morten Østergaard, der var uddannelses- og forskningsminister:

»De flippede ud over humaniora, som ikke kunne bruges til noget. Da vi endelig var færdige, spurgte jeg dem, om de havde lagt mærke til, at vi sad og optog i en flygelforretning? Ja, det kunne de godt se. Sagde wienerklassicismen dem så noget? spurgte jeg. Nej, de troede, det var wienerbrød. I så fald nyttede det vel ikke at spørge om wienerskolen - det bliver vel bare en form for meta-wienerbrød.

Så lagde jeg en ph.d. i matematik og en stor pose Matadormix ved siden af hinanden og spurgte dem, hvad der var mest værd. Ph.d.en kunne formentlig ikke bruges til noget som helst. Det var algebra, som måske ville udvide vores matematiske viden, måske ikke. Men den kan ikke sælges, varegøres eller trykkes. Der er ti mennesker på jorden, som kan læse den ph.d. Men det er derfor, vi eksisterer i universet. Det er for viden, oplysning, afmystificering, erkendelsesprojektet. Vi er ikke sat i verden for at producere Matadormix.

Men Matadormixen er kapitalprogressiv. Kemikalier, laboratorier, emballagen, distributionen, hylderne, dem, der skal lægge på hylderne, kassedamerne, afledte gevinster i form af tandlæger og fedmeforskning. Hvis de nærværende kriterier resulterer i, at en ph.d. er meningsløs i forhold til en pose Matadormix, så er der fandeme noget galt med vægten«, tordner Knud Romer.

»Til sidst måtte jeg sige: 'Når jeg kigger på jer, så er der jo ikke noget hoved på skuldrene'. De har jo aldrig plukket frugterne af den menneskelige tilstedeværelse i universet. Men netop de to vil sætte sig til doms over, hvad der skal forskes og undervises i. Hvad fanden ved bønder om agurkesalat?

Virkeligheden er jo ikke en kendsgerning, men et mentalt billede af verden, og jo mere vi ved, jo større, bredere og mere farverigt bliver landskabet. Kampen skal sættes ved præmisserne. Det leder tilbage til det helt grundlæggende spørgsmål: 'Hvorfor er vi her?' Måske kunne vi have andre handlinger end at handle ind?«

Gaflen kom til Europa i 1520

Men de åndløse teknokrater uden passion er det jo nemt at være modstander af. Hvorfor bliver de alligevel ved med at vinde?

»Fordi det er dem, der har magten. I øjeblikket er der 423 mennesker, der bestemmer over det danske samfund (ifølge bogen 'Magteliten' fra 2015, redaktionen). Lars Løkke er nummer 128. Det er ikke politikerne, der har magten. Det er ekstremt velhavende mennesker, der sidder i meget store virksomhedsbestyrelser. Enkelte af dem sidder i tredive forskellige bestyrelser. Vores samtale her er proforma. Vi har ikke nogen magt«.

Skal vi bare tage til takke med det?

»Nej, for omvendt er det værste, der findes, akademikere med storhedsvanvid, der sidder fremmedgjorte på randen af samfundet og ved bedre. Så kan man sidde der og være ubesmittet uden at gøre noget som helst«.

Dannelsen skal sigte efter at skabe hele mennesker, mener Knud Romer. Demokratiske borgere, som kan indgå på et arbejdsmarked, som kan bruge musikken og litteraturen. Mennesker, der ved, hvor de befinder sig i den historiske udvikling.

»Gaflen kom til Europa i 1520 fra en persisk prinsesse, der skulle giftes i Venedig. Folk var rasende på hende, fordi de syntes, hun var dekadent og hoven og satte sig over andre mennesker med sin lille guldgaffel. Hun fik så pest og døde, hvilket man mente var Guds retfærdige straf. Har dit syn på gaflen ændret sig en lille smule? De andre spiste med hænderne. Der er en lillebitte åbning mellem at spise med hænderne og med en gaffel. Den åbning hedder kultur. Det er forskellen mellem mennesker og dyr for at sige det groft.

Vi er ikke renæssancemennesker, men vi skal have en bevidsthed om vores plads i musikken, litteraturen og historien, så vi ikke tager verden for givet og tror, at de nuværende tilstande er noget, der er faldet ned fra himlen, og som ikke kan ændre sig. Den åndløse teknokrat og akademikeren på bænken er jo begge invalide. Den bedste af to verdener ville jo være den ideologikritiske reklamemand. En kapitallogiker, der er i stand til at drive ideelle hensyn med reelle midler. En, der spørger sig selv: 'Kan jeg finde noget, der giver afkast, men som samtidig prøver at forbedre verden?'«

Et tomt knald

Ifølge Knud Romer er begge sider af kampen om dannelse blinde og døve for den anden. Det er nemmere at tale radikalt. Der er ingen gennemslagskraft ved at tale differentieret - det bliver støj, siger han og kommer med et eksempel fra reklameverdenen: »I markedsføring skal man identificere én værdi ved et produkt og sige det med ét ord«.

»Noget af det bedste litteratur er Günther Grass' 'Bliktrommen'. Høj modernistisk litteratur, som kan læses af alle. Det er the shit«, siger han og peger på Beatles som et andet eksempel på noget, der ligger midt imellem de to yderpoler.

»Beatles var i stand til at tage det bedste fra undergrundsoprøret og marginalkulturen og formforvandle det, så det havde bred appel for den almindelige befolkning. Der er derfor, Beatles er det største band nogensinde. Revolutionen mod det reaktionære. Mainstream mod det marginale. Overskridelse og gentagelse. Fornyelse og tradition.

Det blev solgt, og det var kunst på samme tid. Det er den kultur, vi skal have omkring skolen. At vi anerkender, at vi alle vil børnene det bedste, og får begge sider til at spille sammen, så de driver hinanden.

Så lad os få noget ind mellem ørerne og få et rigt liv, hvor det ikke handler om at få noget ud af tilværelsen, men prøve at bringe noget ind i den. For du kan ikke få noget ud af livet. Det er en ensrettet vej. Du er færdig om lidt. Lad os nå en erkendelse af, at det er den dyre langsomme omvej, der er den rigtige. Ikke den billige hurtige og nemmeste vej, som vi navigerer efter nu.

Hvis man skulle kigge på sex ud fra samme præmis, som man ser på skolesystemet nu, så skulle det jo handle om præmatur ejakulation ved ægløsning, så man kan blive færdig hurtigst muligt og få et barn ud af det. Men sådan er det jo ikke. Det er nydelsen og udskydelsen. Vejen og ikke målet. Jo længere du kan gøre det og jo mere artistisk, elegant, erotisk, differentieret, følsomt og intimt, jo bedre. Det handler om æstetik, fascination og ekstase. Se, det er omvejen og besværet. Men ud fra de nuværende præmisser om effektivitet vil vi få noget helt andet.

Et tomt knald, er det ikke det, man kalder det? Og det er, hvad det er. Et tomt knald«.