»Skolen er et ganske mærkeligt fænomen. Den er jo ikke specialiseret. Når du er på en køreskole, får du undervisning med henblik på at køre bil. Men sådan er skolen ikke. Skolen har ikke sådan en en til en-ting. Den siger ikke, at så skal du tro på dén gud, eller at du skal gå dén karrierevej eller være sådan som menneske. Alt det har skolen ikke. Skolen har kun et alment blik, og derfor har den brug for almene begreber. Dannelse er et alment begreb, og derfor er det vigtigt for skolen«.

Bogen hedder »Undervisning er dannelse«, og du kalder undervisning for skolens kerneaktivitet. Hvorfor undervisning og ikke læring?

»Ret beset er læring ikke skolens grundbegreb. Det er undervisning. Vi forudsætter, at børn kan lære, og derfor er spørgsmålet mere, hvad læreren gør ved elevernes læring. Og det, han eller hun gør, er undervisning. Så det er den, der er vigtigst at snakke om«.

Du kalder fagene for dannelsesnøgler. Hvordan er de det?

»Nøgler låser noget op, og det samme gør fagene. De låser op til et nyt syn på verden. Og ligesom nøgler låser op til et sted, så låser fagene op for, at man får adgang til at være deltager i den kultur og det samfund, vi har«.

Du mener, at tavleundervisning stadig er den vigtigste undervisningsform, selv om den ikke nødvendigvis er den, lærerne er mest stolte af. Hvorfor mener du, at den fungerer godt?

»Vi har en tendens til at sige, at det er rigtig dårligt med sådan noget røv til bænk. Men tavleundervisning er grundformen, som alle andre undervisningsformer læner sig op ad. For de andre former kan ikke undvære denne undervisningsform, fordi den giver mulighed for at samles om fællesbeskeder og styrke klassens faglige og sociale sammenhold«.

Du skriver, at vi bevæger os længere og længere væk fra normative antagelser om »den gode undervisning« og hen mod mere evident viden om, »hvad der virker i undervisningen«. Er det godt eller skidt?

»Alle udviklinger har stærke og svage sider. Udviklingen har den styrke, at den gør os opmærksom på, at det at undervise bygger på noget, vi ved. Og den kan udpege noget, der er vigtigt. Svagheden er, at den så også kommer til at trænge lærerens dømmekraft i baggrunden. Lærerens fornemmelser passer ikke ind i et evidenssystem«.

Forsker: Evidens og dannelse er ikke hinandens modsætninger 

Du skriver, at du selv som lærer manglede at kunne sætte din undervisning ind i en større fortælling om almendannelse. Hvorfor er det vigtigt?

»Da jeg var folkeskolelærer, gik det ligesom i dag meget på, om man kunne nå gennem sit stof, og hvad eleverne skulle lære inden eksamen. Vi talte meget lidt om, hvad det egentlig er, at undervisning har af betydning for elevernes mere almene dannelsesproces. Og det er en skam, for det kan man få en masse ud af, blandt andet noget frirum«.

Hvordan det?

»Der er massevis af forventninger udefra til undervisningen. Men hvis lærerne kan sætte undervisningen ind i en større sammenhæng, giver det mulighed for at sige: 'Det er fint med jeres forventninger, men skolen har sit eget undervisningsbegreb, som handler om elevernes dannelsesproces. Og det kan ikke spændes for nogen vogn'«.

Bør lærerne snakke mere om dannelse?

»Når jeg er ude at holde oplæg, oplever jeg, at lærerne ikke ved, at de som lærere hver især hænger sammen. De skal vide, at de som gruppe er knyttet sammen om skolens almendannende funktion. Så det gælder om, at man på lærerværelset får skabt et frirum, hvor man samtaler om det her. Også så man kan give fortællingen videre til eleverne, forældrene, politikerne og forvaltningen om, at alle fag er lige vigtige«.

Er vi som samfund blevet bedre til at snakke om skolens almendannende funktion?

»Vi snakker mere om det i dag, men det skyldes nok, at der er noget, der er gået galt. Målstyringen har taget overhånd, og det har givet dannelsen en slags renæssance. Men om vi er blevet bedre til at snakke om det? Læser man diskussionerne på diverse medier, er den trukket meget skarpt op i hver sin ende. Så faktisk tror jeg ikke, vi er blevet bedre«.

Anmeldelse: Det vigtigste i skolen er undervisningen