Skolens produktivitet ville nok kunne øges, hvis man erstattede en del lærere med computere, lød det skøn, som fra Det Økonomiske Råds vismænd tikkede ind på folkeskolen.dk den 5. marts ved middagstid.

Dette er ikke en skæv tanke fra økonomer eller en mulighed, der ligger et godt stykke ude i fremtiden. Det kan faktisk ske som led i den udvikling, der allerede er vidt fremskreden, og som fremgår af bogen "Glidninger". Heri beskriver ti pædagogiske forskere, hvordan argumenter om de krav, der stilles som følge af globaliseringen, har medført en såkaldt modernisering af det offentlige uddannelsessystem. Hvor menneskets udvikling og dannelse har været afsæt for indretningen af uddannelserne frem til 1980'erne, så bliver fokus gradvist, men usvigeligt sikkert drejet i retning af at lade uddannelsessystemet regulere af markedskræfterne.

Og for lige at knytte an til indledningsudtalelsen fra vismændene, så beskriver bogens redaktør og medforfatter Lejf Moos, hvordan Pearson Educations Learning Curve Data Bank i dag har erhvervet så mange data fra undervisningsresultater verden over, at dette private firma kan - og måske vil - blive en særdeles aktiv aktør i udformningen og styringen af undervisnings- og testprogrammer globalt set.

I bogen tager de ti forskere hånd om at beskrive udviklingen i daginstitution, i socialpædagogisk indsats, i voksenundervisningen, på universitetet og ikke mindst i grundskolen. De beskriver omhyggeligt deres teoretiske grundlag, men opbygger også deres kapitler overskueligt for alle, der først og fremmest er interesserede i "sagen". Sådan nogle teoriafklaringer kan godt virke lidt som detektivens problemer i privatlivet lige midt i en højspændt mordsag, og rapporten her er lidt af en pageturner: Hvordan er det kommet så vidt? Hvad er der sket?

Udviklingen udspringer af en utilfredshed med kvaliteten af de offentlige uddannelsessystemer i den angelsaksiske verden. Især præsident Reagan i USA og premierminister Thatcher i Storbritannien startede en såkaldt modernisering af den offentlige sektor, hvor detailstyringen og kontrollen blev intensiveret, og hvor konkurrence blev anvendt som incitament. Man fik etableret en organisering gennem det, der er blevet kendt som New Public Management, og man privatiserede efterhånden væsentlige områder.

Udviklingen er på mange måder sket parallelt, men forskudt hertil hos os. Vi ser således i dag konsulentfirmaer varetage test- og kontrolfunktioner, ligesom de mange midler til skolereformen fra Mærsk uddeles uden offentlig medvirken.

Glidningen er sket på alle de beskrevne områder, måske mest markant indtil videre på grundskoleområdet. Og på sin vis kan glidningen beskrives ganske enkelt: Der er sket en løbende decentralisering - sideløbende med en øget kontrol. Den enkelte enhed har tilsyneladende fået mere frihed, men gennem kontrakter og kontrolsystemer er den plads, som friheden kan udfoldes på, blevet stærkt beskåret. Alligevel er scoopet, at den enkelte har taget friheden til sig på en måde, der givet en selv et indtryk af, at man kreerer sin egen indsats.

Nu er påstanden i bogen, at udviklingen er sket glidende, uden at vi har opdaget det. Men hvis man ser på de skolepolitiske og pædagogiske debatter, der har været fra 1970 og frem, så har kritikken da været formuleret. Og det er her, bogen efter min opfattelse bliver til en virkelig gyser. For de fleste af os, der har været kritiske over for de udviklingstendenser, der i globaliseringens kølvand lod europæisk åndsdannelse og nordisk vefærdstænkning erstatte af angelsaksisk konkurrencetænkning, har faktisk i flere tilfælde bidraget aktivt til glidningen. Ved konstruktiv deltagelse i dialog og udviklingsarbejder været med til at skabe et indhold, vi troede var forbedringer, men som viste sig at være trædesten til næste indsnævring af den demokratiske dannelse og udvidelse af markedsstyringen af vores uddannelser.

I bogen omtales den virus, som spredes blandt andet gennem sproget, og det må være den, alle offentligt ansatte har været ramt af. Alle ubehagelige begreber har været til numerolog og er blevet tilført så mange plusser, at det har været snublende oplagt at lade sig besnære af friheden og give skuldertræk til de stadig strammere styringer.

Bogen her forærer os spørgsmålet om, hvorvidt denne virus har gjort os resistente over for værdier, der sætter menneskets demokratiske dannelse i fokus.

Det er fan'me uhyggeligt, du! - som det hed i Peter Schrøders tv-satire i 1980'erne, da glidningen startede hos os.