“Jeg prøvede at komme tilbage til arbejdet, men måtte opgive.

Jeg har været deltidssygemeldt indtil 1. august, derefter gik jeg frivilligt ned i tid. Det blev jeg nødt til, hvis jeg ville beholde mit job.

Jeg er på det, som svarer til 30 procent af en fuldtids lærerstilling. Det vil sige, at jeg i en periode har levet af 30 procents indtægt plus sygedagpenge. Min mand gik samtidig på efterløn.

Det sidste halve år har dælme været hårdt, der har vi levet af opsparingen. Men selv om vi har en god opsparing, så får den også en ende, når man skal købe rugbrød.

Nu er jeg ved at komme op til overfladen igen. Det går bedre. Jeg er fra 1. november kommet i fastholdelsesfleksjob. Jeg er stadig på min arbejdsplads, men på nedsat tid.

Et helt år med corona-senfølger

I løbet af det her år har jeg kæmpet med udredning og indstillinger og skidt og møg. Det har tæret. Nu hænger jeg i med neglene med det job, jeg har nu. Men jeg satser på, at det ikke bliver ved sådan.

Jeg håber, at det finder et leje, hvor jeg kan være et helt menneske. Jeg skal have et liv også.

Nu er jeg begyndt at sige betinget ja tak til invitationer. Jeg har en fantastisk opbakning og netværk og har kun mødt forståelse.

Det hjælper, at usikkerheden er faldet på plads. Jeg ved ikke, om der er så meget forskel fysisk, men kognitivt betyder det meget, at der er skånehensyn.

Jeg har ikke to timer i rap. Jeg har et mødelokale på skolen med pude, tæppe og madras. Der tager jeg pauser. Det er fuldt acceptabelt. Men maksimalt to lektioner om dagen, mere kan jeg ikke.

Jeg har mødt kæmpestor forståelse. Jeg påstår, jeg har Danmarks bedste arbejdsplads. De har været fantastiske. Også jobcentret i Struer Kommune. Jeg er blevet båret igennem.

Jeg er taknemmelig”.