Citat
De ukrainske børn i Odense har startet deres skolegang her på den tidligere Korsløkkeskolen, men i løbet af de kommende uger bliver de spredt på skoler, hvor der også er danske elever.
Erling Petersen
Børn fra Ukraine spredes nu på tre skoler i Odense
De ukrainske skolebørn, der bor i Odense Kommune, har startet deres skolegang på den forhenværende Korsløkkeskole. Men om kort tid flytter modtageklasserne fra Korsløkkeskolen til tre af kommunens almindelige folkeskoler, Dalumskolen, Provstegårdskolen og Rosengårdskolen.
"For nylig besøgte jeg modtagerklasserne på Korsløkkeskolen og talte med ukrainske mødre og skoleelever. Jeg mærker en blanding af vemod og gå-på-mod blandt eleverne. Vemod og savn, fordi de pludseligt måtte forlade deres hjem. Gå-på-mod fordi de virkelig er i gang med en hverdag i Odense. Jeg fornemmer, at det er et godt tidspunkt at rykke i mere lokale modtageklasser, så de ukrainske skoleelever kommer tættere på hverdagen i byens folkeskoler", siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen i en pressemeddelelse. De ukrainske elever vil fortsat gå i modtageklasser for enten de yngste eller ældste elever og får i første omgang undervisning i dansk, matematik og idræt. De vil løbende blive en del af en almindelig klasse på skolerne efterhånden, som det vurderes, at de fagligt er klar.
Pressemeddelelse fra Odense Kommune