'Phønix’ hedder Odense Kommunes kursuscenter, placeret midt i byen i en nedlagt skole. Og meget passende er den tidligere Korsløkkeskolen nu genopstået som skole for ukrainske børn, som i disse uger kommer i en lind strøm til byen. Lige har skolen 20 elever i én klasse, men allerede fra i morgen er der 25, og så skal de deles i to klasser.

”Vi ved ikke, hvordan verden ser ud om to-tre måneder. Hvis der bliver fred, så er der mange, der gerne vil hjem, og så giver det jo ikke mening med den store integrationsproces i danske skoler. Så vi træder vande, og i mellemtiden forsøger vi at give børnene en god, tryg hverdag”, siger skolens leder Erling Petersen.

Han er 68 år, og var egentlig gået på pension for to år siden efter syv år som lærer, fem år som skolekonsulent, fem år som souschef og 25 år som skoleleder. Men han er på ingen måde ked af at være hyret ind til opgaven.

”De sidste ti år var jeg leder for tre skoler. Så er man primært leder af afdelingsledere. Det her er noget andet. Jeg er helt tæt på lærerne og eleverne, det har jeg ikke været i mange år. Jeg er tilbage helt tæt på kerneydelsen ved at holde skolen, nemlig at undervise eleverne, og det kan jeg rigtigt godt lide”.

DSA-lærerne kan sparre med hinanden

Erling Petersen har kun haft 12-13 almindelige arbejdsdage endnu, og lærerne har han fået lov til at låne fra byens andre skoler. Det er alle sammen dansk som andetsprog-lærere, så de er i den grad rustet til opgaven. Det er heller ikke nyt for Erling Petersen at lede en skole med modtageklasser, men det var dengang, det var børn fra Bosnien og Somalia.

”Det er en virkelig godt, at jeg ikke skal ud og ansætte nye lærere, men kan trække lærere ind. Selvfølgelig er det ikke optimalt, at den enkelte skole skal finde en erstatning, men så fordeler vi trods alt opgaverne over hele byen. De lærere, jeg har fået ind, er glade for at bruge deres kompetencer, hvor der virkelig er behov for dem, for nogle steder har de været ansat på skoler, hvor behovet ikke har været der, så de har undervist i andre fag”.

Odense har genåbnet skole kun til ukrainske elever

Der er lige nu fire lærere på skolen, og på mandag kommer en femte. De underviser nogle timer alene og andre sammen to og to.

”Vi har skulle opfinde, hvordan vi vil være sammen og informere hinanden. På en skole er der en masse rutiner, som man ikke tænker på til daglig, og de findes ikke her. Vi skal også finde ud af, hvordan vi gør efterhånden som skolen vokser og vi skal tage imod nye lærere”.

Lærerne kommer fra forskellige skoler og skal lærer hinanden at kende. Men de kan sparre med hinanden om dsa-undervisningen på en anden måde, end når de er på en almindelig danskskole og måske er eneste underviser med det fag.

Fædrene er stadig i Ukraine

Eleverne bor forskellige steder i byen og bliver fulgt i skole af deres mødre. De er i skole fra 8.30 til 13, og derefter er der sfo-tilbud fra 13 til 16, hvor de leger og spiller fodbold. De er virkeligt trætte og mætte efter dagens undervisning.

”De børn, vi har med at gøre lige nu, er kommet ud ret tidligt, og vi har ikke set tegn på traumer. I stort set alle tilfælde er faren tilbage i Ukriane, nogle er soldater og nogle leverer ud til fronten. Så de savner deres fædre og det er tydeligt at mærke på mødrene, at de har det svært, for de skal finde ud af alt det praktisk i et helt nyt land, samtidig med at de har efterladt familie hjemme i et land i krig”, fortæller Erling Petersen.

A.P. Møller-fond støtter kurser for lærere i modtagelse af flygtningeelever

En ukrainsk kvinde, der læser psykologi og er gift med en dansker har meldt sig på banen til at hjælpe med at tolke og oversætte om eftermiddagen, og Erling Petersen er også ved at tage kontakt til en nyoprettet dansk-ukrainsk forening i Odense for at se, hvordan de kan bruge hinanden.

”Jeg synes ind til videre, at vi er lykkedes ret godt. Det er jo midlertidigt, og kommer der mange flere, så skal der ske noget andet. Men lige nu er det her en god løsning. Det er jo kun halvandet år siden, jeg stoppede, og det gjorde jeg ikke, fordi jeg ikke havde lyst til at arbejde, men alene fordi man ikke kan gå ned i tid som skoleleder. Jeg nyder at arbejde på den her måde”.