Pæne ord om CVU-lovudkast
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Undervisningsministeriets nye lovudkast om Centre for Videregående Uddannelser, CVU, bliver godt modtaget af formanden for Lærerseminariernes Rektorforsamling, Per Frimer-Larsen.
Rektorforsamlingen har netop holdt møde om lovforslaget, og selvom man endnu ikke har taget politisk stilling til udkastet, kalder forsamlingens formand det for en flot konstruktion.
'Indholdsmæssigt er vi glade for oplægget, fordi det vil kunne styrke efter- og videreuddannelsen, og fordi loven vil medføre, at der afsættes midler til at styrke forskningstilknytningen', siger han.
Per Frimer-Larsen mener, at det er væsentligt at se lovudkastet i sammenhæng med to andre love om henholdsvis Danmarks Pædagogiske Universitet og mellemlange videregående uddannelser, som ministeriet også netop har fremlagt.
Ifølge lovudkastet om CVU'erne kan institutioner, der tilbyder mellemlange uddannelser, frivilligt slå sig sammen i centre med egen bestyrelse og rektor. Det har indtil nu 50 pædagog- og lærerseminarier tilkendegivet, at de godt kunne tænke sig. Derved er der udsigt til, at der bliver dannet mellem otte og ti centre.
Centrenes bestyrelse og rektor får det overordnede ansvar for aktiviteterne på de enkelte institutioner, men Per Frimer mener ikke, det vil føre til centralisme.
'Tværtimod. Efter- og videreuddannelsen og forskningen har indtil nu været centraliseret. CVU'erne vil derfor føre til decentralisering', siger han.
Rektor for Haderslev Seminarium Søren Vang Rasmussen er uenig.
'Jeg har to betænkeligheder ved lovudkastet. For det første kan man frygte, at enkelte seminariers bestyrelser mister indflydelse. For det andet skal vedtægterne for de enkelte CVU'er godkendes i Undervisningsministeriet, uden at vi ved på forhånd, hvilke krav ministeriet vil stille. Det kan føre til centralisme og bureaukrati', siger han.J