CVU-frist forlænges

Regeringen vil forlænge fristen for at oprette ubetingede CVU'er

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis det står til regeringen, skal seminarier, der deltager i dannelsen af centre for videregående uddannelse, CVU, kunne vente i op til 11 år med at tilslutte sig ubetinget, hvor fristen i dag er fem år.

Det fremgår af det ændringsforslag til CVU-loven, som undervisningsminister Ulla Tørnæs har fremsat.

Ændringen falder ikke i god jord i Danmarks Lærerforening.

'Med så lang en frist er der grund til at frygte, at dannelsen af ubetingede CVU'er kan blive udskudt nogle steder og måske føre til, at et CVU falder fra hinanden. Hvor vil DPU-afdelingerne (Danmarks Pædagogiske Universitet) så blive af? Det kan ende med, at seminarier løber med efter- og videreuddannelsen, og det vil skade brugernes interesser', siger pædagogisk konsulent i DLF Thomas Seeberg.

Noget tyder på, at CVU-dannelsen foregår bedst under et vist tidspres. Det var således tæt på sidste frist, at hovedparten af CVU'erne fik deres ansøgning om oprettelse sendt til godkendelse i Undervisningsministeriet.

'Man kan frygte, at bedre muligheder for at trække tiden ud kan få nogle af deltagerne til at blive i hængekøjen i stedet for at arbejde for at få et center til at fungere. Og hvis det ikke fungerer, er det nemt at blive enige om, at man hellere må opløse det', siger konsulenten.

Rektor for CVU Vest i Esbjerg, Tyge Skovgaard Christensen, tror ikke på den udlægning:

'Jeg opfatter ændringen som en politisk opfølgning og ikke som noget, der vil få reel betydning. Da loven blev vedtaget under den forrige regering, stemte Venstre hverken for eller imod, fordi man ønskede større frivillighed. Det markerer man nu'.

Han peger på, at der skal være enighed blandt deltagerne, hvis man skal søge om at få forlænget fristen med først tre år og, når den periode er forbi, med tre år mere.

'De fleste af de syv betingede CVU'er, der er stiftet, har valgt en kortere frist end de fem år, de kunne have valgt. Det tyder ikke på, at man ønsker længere betænkningstid, og det vil ikke være sådan, at et enkelt seminarium kan kræve fristen forlænget. Alle skal være enige.

Thomas Seeberg:

'Er man uenig, vil det mest nærliggende være, at man går hver til sit, og det vil få alvorlige konsekvenser, hvis bare et CVU falder fra hinanden. Derfor bør presset på seminarierne opretholdes'.

Regeringen vil også give det enkelte CVU større frihed til at bestemme, hvem der skal være med i det udviklingsråd og det efter- og videreuddannelsesudvalg, der skal rådgive ledelsen. Det betyder, at det ikke længere er et krav, at de studerende eller repræsentanter for organisationer, der repræsenterer de færdiguddannede, skal være med.

Lovforslaget kan læses på www.uvn.dk Sti: Love og regler, lovforslag til høring.