OK24
Gordon Ørskov Madsen foran KL-huset tidligere i forhandlingsforløbet. Med de afsluttende statslige forhandlinger kan de kommunale forhandlinger komme i gang.
Foto: Karen Ravn
DLF: Det er en aftale med mange kompromiser - men vi kan være tilfredse
Undervejs har statens forhandlere stået langt fra hinanden, og dagens aftale indeholder mange kompromiser, "men det til trods står vi med et resultat, jeg synes, vi kan være tilfredse med”, siger lærernes formand.
Efter en uges intense forhandlinger i Finansministeriet er
CFU, som repræsenterer ansatte, og Medarbejder- og
Kompetencestyrelsen som arbejdsgiverpart nået til enighed om en aftale for ansatte på statslig overenskomst om en økonomisk ramme på 8,8 procent.
Rammen på det statslige område udstikker den økonomiske ramme
for de kommende forhandlinger for ansatte i kommuner og regioner.
Derfor har størrelsen på rammen været den helt store knast i
forhandlingerne, siger formand Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen.
”Det har været lange og svære forhandlinger, der har været
præget af, at vi står i en situation med stor usikkerhed om den fremtidige
økonomi og udviklingen på arbejdsmarkedet. Vi har stået langt fra hinanden, og
det er en aftale med mange kompromiser, men det til trods står vi med et
resultat, jeg synes, vi kan være tilfredse med”, siger lærerformanden i en
pressemeddelelse.
Han fremhæver lønstigninger for medarbejderne i staten på 7,4
pct. over de kommende to år, hvoraf hovedparten udmøntes allerede 1. april
2024, såfremt aftalen stemmes igennem.
Den resterende ramme skal blandt andet gå til midler til
organisationsforhandlinger, skabe bedre rammer for tillidsrepræsentanternes
arbejde og sikre bedre barselsvilkår.
”Aftalen omfatter en reallønsfremgang på 2,5 procent over de
næste to år, og langt størstedelen udmøntes, så snart overenskomsten træder i
kraft. Det kommer medlemmerne til at kunne mærke. Det er klart, at vi ikke med
denne aftale får indhentet alt det tabte efter flere år med rekordhøj
inflation, men vi kommer et godt stykke vej, og så bygger vi ovenpå ved OK26”,
siger Gordon Ørskov Madsen.
De afsluttende kommunale forhandlinger har været udskudt, da
de statslige forhandlinger har trukket ud.
Nu ventes forhandlingerne på det kommunale område at
fortsætte i den kommende uge, hvor også de afsluttende regionale forhandlinger
ventes at gå i gang.