Der er brug for få, ambitiøse mål, hvis folkeskolen skal flytte sig, og skolerne skal have et sted, hvor de kan hente hjælp til at nå målene, mener Skolerådets formandskab. Formålsparagraffen er for bred nu, og skolelederne ved ikke, hvilke mål de arbejder hen imod.

Råd fra Canada: Forvent mere af jeres elever

»Når vi ser på den danske folkeskole, så får vi et billede af en skole, der står stille. Ikke den enkelte skole, men systemet som helhed. Antallet af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, har stået stille nu i 15 år. Og gruppen af børn med svær social baggrund, der klarer sig dårligt i skolen, har ikke flyttet sig siden den første Pisa-undersøgelse i 2000. Ser man på lande, der har succes med at få et skolesystem til at flytte sig, så har de sat langsigtede, ambitiøse udviklingsmål, som alle arbejder mod. Det tror vi, at vi kan lære noget af«, siger formand Jørgen Søndergaard.

Skolerådet besøgte i september den canadiske delstat Ontario, og det bærer årets beretning præg af. I Ontario kan du vække alle fra ministeriets top til lærervikaren klokken tre om natten, og de vil kunne nævne skolens tre udviklingsmål.

Video: Ontario giver råd om partnerskab

Jørgen Søndergaard mener, at det i Danmark er særligt vigtigt, at folketingspolitikerne og kommunalpolitikere er enige om målene og støtter op omkring dem.

»Det fungerer tydeligvis ikke i dag, for der er masser af skoler, der oplever, at der slet ikke er mål for, i hvilken retning de skal. Der er en form for disharmoni mellem de forskellige politiske niveauer, blandt andet fordi skolepolitik også er et område, som man kan profilere sig på politisk. At blive enige kræver disciplinering, men det vil til gengæld være rigtig godt for skolen«.

Antorini vil sætte enkle mål

Lærerne skal tages med på råd

I Ontario holder et »Literacy and Numeracy Secretariat« med særligt udpegede lærere og skoleledere øje med, hvilke skoler der har brug for hjælp, og arbejder med forvaltning, ledelse og lærere om at nå de overordnede mål. Sådan et anbefaler Skolerådet ministeren at oprette i samarbejde med KL.

I Danmarks Lærerforening er man meget positiv over for sådan en enhed, men formand for DLF's skole- og uddannelsespolitiske udvalg, Bjørn Hansen, som selv var med i Canada, undrer sig over, hvorfor lærerne ikke er nævnt.

»I Canada hørte vi gang på gang, hvor vigtigt det er at tage lærernes organisationer med på råd. Derfor undrer det mig, at Skolerådet ikke kraftigere anbefaler dette, når det gælder nedsættelsen af den nye enhed«.

Det får Jørgen Søndergaard til at understrege, at lærerne bestemt skal tages med på råd.

»Når vi siger, at det er de statslige og kommunale politikere, der skal skabe fælles mål, er det, fordi det er dem, der har det politiske ansvar. Det er bestemt meningen, at det skal foregå efter en dialog med de øvrige parter omkring folkeskolen. En stor del af medarbejderne i det canadiske Literacy and Numeracy Secretariat har lærer- eller skolelederbaggrund. Det er rigtig vigtigt at have kompetente lærer- og lederkræfter. Det skaber større legitimitet, at det er nogle, der har prøvet, hvor skoen trykker, man er i højere grad villig til at bruge dem, og det vil ikke blive oplevet som en kontrolforanstaltning«.

Læs hele beretningen på skoleraadet.dk