Ensomme unge, der chatter i avanceret videografik. Konfronterende ordteater med hudløst ærligt skuespil. Og scenekunst, hvor kroppens abstrakte bevægelser er forestillingens udtryk.

Det er nogle af de tendenser, der tegner sig inden for dansk børne- og ungdomsteater, der for nylig præsenterede sine nye stykker på den årlige Børneteaterfestival, der foregik i Viborg og omegn,

Teknologi og chat

»Jeg får klaustrofobi af mig selv«, skriver pigen i teatret Graense-Loes' stykke »Fucking alene ...« på sin sølvgrå computer. Ordene glider som computergrafik ned ad de grå vægge under forestillingen, som markerer pigens virkelighedsafskærmede værelse.

Skuespiller Katrine Karlsen smækker pigens ensomhed lige i ansigtet på os, uden at vi kan gøre andet end at se og mærke, hvor grusom den er. Pigen skriver dagbog på sin computer og chatter ihærdigt. Tappet for lyst sætter hun tænderne i den til døren bragte pizza. Når hun i en videoanimation spadserer i storbygader og afvises med ligegyldige »Hej«, »See You later« og »Auf Wiedersehen«. Og især når hun lader en lille dukke med blottet overkrop og ømme, ensomme bevægelser male pigens triste sindstilstand.

»Fucking alene ...«, som er for 8. klasse og opefter, er en digital dukketeaterforestilling, som bruger den nye teknologi på en sanselig måde, og som skræmmende stærkt blotlægger ung ensomhed.

I samme boldgade spiller FIGURA Ensembles »1:1 - en chat-opera«, selv om det er en mere kryptisk hybrid af opera, videoprojektioner og avancerede tekst- og musikkompositioner udført af fire parykklædte galninge med hang til Persil og Ajax. Og PLEX - Københavns Musikteaters »Blændet af ord«, som med performancenærvær og fascinerende videografik på sjov og sanselig vis bringer 13-årige og opefter på sporet af, hvordan et liv som ordblind kan tage sig ud.

Vitalt ordteater

»Europamesteren« af Teater O og »Ondt?« af Teater Bastard har oplagt et godt tag i de unge takket være en veldrejet tekst og et nærværende og vitalt skuespil.

I »Europamesteren« for de 11-årige og opefter spiller Anders Valentinus Dam og Lars Dammark de to 13-årige fod­bold­freaks Karl, der er halvt jugoslav, og danske Patrick, hvis far bor i England. De spiller fodbold sammen, blander blod, slås, skændes, skilles og forenes. Men de springer også lynhurtigt ud og ind af alle stykkets andre roller. Forældrene, fodboldtræneren, kammeraterne og pigen, de er forelsket i. Med en fodbold, fire skraldespande, klip fra fodboldkampe og fuld tryk på det kropslige får de vakst fortalt en vigtig historie om venskab, svigt, krig og kærlighed.

Mens en politimands afhøring af en ung mand sigtet for mordet på en ung kvinde i »Ondt?« for de 13-årige og opefter danner rammen for et vitalt og tankevækkende spil om ondskab, ansvar og skyld.

Virkningsfulde abstraktioner

For de yngste og mellemste klasser kredser flere forestillinger om »at forestille sig« på en anderledes og sjov facon. Publikum inviteres helt ind i menneskekroppen for der at opleve mange løjerlige og tankevækkende ting.

I Teater Hunds »TÆNK engang!« for de 5-12-årige befinder vi os snart inde i hjernen på Anne, der ikke kan forme firkanter. Med skøre bevægelser og »tossede« ting lykkes det hende at få selvtilliden tilbage. Og som en fin pointe slutter spillet med, at hun viser, at det er meget sjovere at forme, lige hvad man har lyst til.

I »Fosterland« for de seks-tiårige kommer Teatret Trekanten med et bud på det, der sker fra undfangelsen til fødslen. I en hvid cirkusteltkulisse gør to klovnekække skikkelser sig sjove og søde tanker om »Hvorfor er jeg mig?-spørgsmål«.

To forestillinger med dukker betager tydeligvis også de yngste klasser. I Teater Refleksions »Kasse-Madsen« for de fem-tiårige åbner en lille (dukke)mands møde med nogle små kasser, som på forunderlig vis kan flytte sig selv og tillige har små strittende ben, for en stor livscyklusfortælling om livets lyse og mørke sider. Mens Teatret Lampe i »Pigen der rejste sin vej« (som er Nikoline Werdelins børneteaterdebut) for de 6-11-årige går den modsatte vej. Hovedpersonen er en halv meter stor dukke, hvis forældre gestaltes som meterlange benstolper. Og de væsner, pigen møder på sin rejse, er skøre, skønne over- og underjordiske væsner.

Krop og klovn

At børn kan finde nydelse i det abstrakte, er Åben Dans Productions morsomme danseforestilling »Arme og Ben - og noget ind imellem« et godt bevis på. Til sanselige lyde former Thomas Eisenhardt og Ole Birger Hansen figurer, musik og stemninger i rummet. Alt fra abstrakte figurer og sære dyr til genkendelige menneskelige attituder bliver til i denne musikalske kropslige modellerleg for 4. klasse og opefter.

At sørgmuntre, nonverbale eller volapyksnakkende klovneskikkelser på jagt efter det mellemmenneskelige møde er nok en tendens, vidner Louise Schouw - Teater & Events lidt anstrengte »Og de levede lykkeligt ...« og Teater Patraskes poetisk-magiske »Trådløs« for de femårige og opefter om.

Og endelig vidner Limfjordsteatrets dronningebrætspil »Undreland«, den sensoriske installationsoplevelse »Kalejdoskop« af Carte Blanche og »IRL« (In Real Life), hvor Corona La Balance udfordrer det fastlagte teaterkoncept med improvisatoriske elementer, om en lyst til at revitalisere kontakten mellem publikum og teatret.

Læs teateranmeldelserne side 34-36

Antal deltagende teatre: 100.

Antal deltagende forestillinger: 158.

Antal enkelte opførelser: 573.

Festivalen blev arrangeret af Teatercentrum, et sekretariat under Kulturministeriet, i samarbejde med repræsentanter fra Viborg Kommune og KulturPrinsen. Festivalen var finansieret af værtskommunen og Kulturministeriet.

Kunstrådets Scenekunstudvalg og Center for Kultur og Udvikling støttede festivalens internationale del.